Korsbåndsskade spolerer alpinkongens comebacksæson

3. DEC 2024 • 09:44SPORT

Tre løb inde i sin comebacksæson må Marchel Hirscher opgive at køre med på grund af en korsbåndsskade.

Skistjernen Marcel Hirscher må indstille comebacksæsonen i utide.

Den østrigske alpinkonge, der nu repræsenterer Holland, har pådraget sig en skade, og han kommer ikke til at deltage i flere World Cup-løb i denne sæson.

Det bekræfter Hirscher på Instagram uden at forklare hvorfor.

Ifølge Kronen Zeitung har Hirscher revet korsbåndet i venstre knæ over. Det skulle være sket under en træning i østrigske Reiteralm, og han skulle derfor have gennemgået en operation i Graz mandag.

Den 35-årige skiløber gjorde comeback forud for sæsonen efter fem år som skipensionist. Inden sin skade nåede han aldrig at vise fordums styrke i de tre World Cup-løb, han deltog i.

I sit World Cup-comeback blev han en beskeden nummer 23 i Sölden. Siden gik det endnu værre i Levi, hvor han end ikke kvalificerede sig til andet gennemløb efter at være blevet nummer 46 i det første. I Gürgl udgik han efter første gennemløb.

Hirscher er en af tidernes bedste alpine skiløbere. Han var altdominerende i perioden 2012-2019, hvor han vandt den samlede World Cup otte sæsoner i træk. Derfor vakte det også opsigt, da han indstillede karrieren i 2019.

Han vandt både World Cuppen i slalom og storslalom seks gange. I alt er han noteret for 67 World Cup-sejre.

Desuden kan han bryste sig af syv VM-guldmedaljer samt to OL-guldmedaljer.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT