Trump fastholder plan om indsættelse af Nationalgarden i Chicago
Trump sætter ikke tidspunkt på, hvornår Nationalgarden vil blive indsat i Chicago. Men det vil ske, siger han.
USA's præsident, Donald Trump, siger, at han vil indsætte Nationalgarden i den amerikanske storby Chicago, hvor styrkerne skal bekæmpe kriminalitet.- Vi går ind (i Chicago, red.). Jeg har ikke sagt hvornår, men vi går ind i byen, lød det fra Trump tirsdag aften dansk tid i Det Hvide Hus.
Trump har også tidligere truet med at indsætte Nationalgarden i storbyen, som ligger i delstaten Illinois.
Chicagos borgmester, Brandon Johnson, fordømmer kort tid efter Trumps udtalelse.
- Han vil bare have sin egen hemmelige politistyrke, som kan lave pr-stunts, når hans meningsmålinger falder, siger borgmesteren.
Tirsdag aften blokerede en føderal dommer for, at Trumps administration kan bruge militæret i kampen mod kriminalitet i delstaten Californien. Afgørelsen gælder ikke andre delstater.
Siden Trump tiltrådte i januar, har han arbejdet på at udvide militærets tilstedeværelse på amerikansk jord. Kritikere mener, at der er tale om en farlig udvidelse af den udøvende magt, og at det kan skabe spændinger mellem militæret og civile borgere.
Trump indsatte tidligere i august 800 soldater fra Nationalgarden i USA's hovedstad, Washington D.C.
Chicagos Brandon Johnson sagde i weekenden, at politiet i byen ikke vil samarbejde med nogen styrker fra Nationalgarden, hvis Trump indsætter dem.
Den demokratiske borgmester har således underskrevet en bekendtgørelse, der skal forberede Chicago på enhver føderal operation.
Ifølge borgmesteren har bekendtgørelsen til formål at tilbyde klar og reel vejledning om, hvordan byen kan stå imod det, han betegner som tyranni.
I bekendtgørelsen står der, at Chicagos politibetjente fortsat vil håndhæve delstatens og byens love, men ikke vil bistå med hverken patruljer, anholdelser eller andre politihandlinger sammen med føderale betjente, heriblandt Nationalgarden.
Desuden skal byens politi tydeligt afskille sig fra føderale betjente i påklædning, lyder det.
/ritzau/Reuters