Højgaard-tvillinger åbner stor turnering med problemer
Rasmus Højgaard ligger delt nummer 62, mens Nicolai Højgaard er delt nummer 83 i Players Championship.
Golftvillingerne Rasmus og Nicolai Højgaard er kommet sløjt fra land i årets foreløbig største turnering i verden, Players Championship på PGA Touren.Efter første runde skal de to danskere nærmere koncentrere sig om at klare cuttet end at drømme om placeringer i toppen af stillingen.
Rasmus Højgaard blev noteret for den bedste score af tvillingerne, da han gik banen rundt i par. Den score opnåede han efter en afvekslende runde med seks birdies, seks pars og seks bogeys. Scoren rækker til en delt 62.-plads.
Nicolai Højgaard var et enkelt slag dårligere og ligger delt nummer 83. Han lavede fire birdies på runden, men blandt andet en dobbeltbogey trak den modsatte vej.
Danskerne var langtfra de eneste med en bøvlet indledning på turneringen.
Eksempelvis gik verdensranglistens nummer seks, japaneren Hideki Matsuyama, banen rundt i to slag over par, mens den norske stjerne Viktor Hovland var rundens dårligste med en uvant score i hele otte slag over par.
En trio bestående af amerikanerne Lucas Glover og John Michael Spaun samt colombianeren Camilo Villegas topper turneringen efter at være gået seks slag under banens par.
Players Championship er i golfkredse døbt "den femte major" og har deltagelsen af hele verdenseliten.
Turneringen spilles i Florida på TPC at Sawgrass-banen, der er mest berømt for sit ikoniske hul 17, hvor spillerne skal ramme en green, der bortset fra en smal gangpassage er omringet af vand.
Præmiepuljen er på 25 millioner dollar, cirka 172 millioner kroner, og turneringens vinder scorer næsten 31 millioner kroner.
/ritzau/