Hammarby henter dansk stopper og binder ham i fire år
Hammarby forstærker defensiven med Frederik Winther, der kommer til fra Augsburg i Bundesligaen.
Den danske forsvarsspiller Frederik Winther skifter til den svenske fodboldklub Hammarby. Han har fået en fireårig kontrakt.Det oplyser Hammarby torsdag på sin hjemmeside.
I januar blev Frederik Winther udlejet fra den tyske bundesligaklub Augsburg til Estoril i den bedste række i Portugal.
Men lejeopholdet, som egentlig var sat til at vare i resten af denne sæson, udmøntede sig ikke i den store spilletid eller succes, og det bliver nu afbrudt før tid.
Heller ikke i Augsburg har danskeren fået meget spilletid, siden han skiftede fra Lyngby i 2020. Det er kun blevet til syv kampe for Augsburg. I denne sæson spillede Winther en enkelt pokalkamp.
Winther nåede dermed ikke at få en eneste kamp under Jess Thorup, der overtog tøjlerne i den tyske klub i efteråret.
I stedet gælder det nu om at få genstartet karrieren i Sverige.
Hammarby-sportsdirektør Mikael Hjelmberg ser frem til at få 23-årige Frederik Winther ind i truppen.
- Vi er meget tilfredse med at være kommet i mål med denne handel. Frederik er en spiller, vi har kendt i længere tid, og hans kvaliteter er præcis, hvad vi leder efter i forhold til størrelse, hurtighed og en god pasningsfod.
- Vi er overbeviste om, at Frederik vil bringe kvalitet til Hammarby både på kort og lang sigt, siger Hjelmberg til klubbens hjemmeside.
- Trods sin unge alder har han allerede spillet i Bundesligaen, den danske Superliga og senest fra et kortere lejeophold hos portugisiske Estoril, siger sportsdirektøren.
Handlen blev gennemført på den sidste dag i transfervinduet i Sverige, der er åbent i længere tid end i mange andre europæiske ligaer.
Transfervinduet lukkede officielt onsdag ved midnat, men der var noget papirarbejde, der skulle gå formelt i orden.
I foråret 2023 var den unge stopper udlejet til Brøndby, hvor det blev til 15 kampe i den gule trøje.
I Hammarby bliver han holdkammerat med den danske forsvarsspiller Mads Fenger.
Frederik Winther er spilleklar for Hammarby og kan få debut søndag mod Kalmar.
/ritzau/