FN fordømmer detoneringen af personsøgere og walkie-talkier i Libanon
FN's menneskerettighedschef, Volker Türk, kalder detonering af personsøgere et brud på humanitær folkeret.
FN fordømmer, at håndholdte kommunikationsenheder, der blev brugt af Hizbollah-agenter, detonerede flere steder i Libanon tidligere på ugen.Det udtaler FN's chef for menneskerettigheder, Volker Türk, til FN's Sikkerhedsråd fredag aften ifølge Reuters.
- Den humanitære folkeret forbyder brugen af fælder i form af tilsyneladende harmløse bærbare genstande, siger han.
Han tilføjer, at "det er en krigsforbrydelse at begå vold med det formål at sprede terror blandt civile".
Han har desuden opfordret til en uafhængig, grundig og gennemsigtig undersøgelse af dem, der beordrede og udførte angrebene.
Ingen har endnu stået ved angrebene.
37 mennesker blev dræbt, og næsten 3200 blev såret over to døgn, da personsøgere og walkie-talkier eksploderede tirsdag og onsdag.
Det var batterierne i apparaterne, der eksploderede. De var belagt med pentrit, som er et krystallinsk pulver, der blandt andet anvendes i plastisk sprængstof.
De døde og sårede omfatter militsmedlemmer fra den iranskstøttede militante gruppe Hizbollah, som i måneder har udvekslet skud med den israelske hær over grænsen. Hizbollah er klassificeret som en terrororganisation af USA og Storbritannien.
Hizbollah har beskyldt Israel for at stå bag og har angrebet landet med raketter. Israel har tilsvarende svaret igen med luftangreb på Libanon.
Fredag er der fundet et angreb sted i Beirut, hvor den israelske hær, IDF, har udtalt, at den har dræbt 10 højtstående "Hizbollah-kommandører".
Blandt de dræbte var Ibrahim Aquil, der var næstkommanderende i efter Fuad Shukr, som blev dræbt i et israelsk angreb i juli. Det angreb fandt også sted i Hizbollahs højborg i det sydlige Beirut.
Som modsvar til dette har Hizbollah sendt Katyusha-raketter mod den israelske efterretningstjenestes hovedkvarter i den nordlige region tæt på grænsen til Libanon.
Ifølge Hizbollah er det efterretningstjenesten, "som er ansvarlig for snigmordene" på Hizbollah-medlemmerne, lød det i en udtalelse fra Hizbollah fredag eftermiddag.
Katyusha er også kendt som et "Stalin-orgel" og er et oprindeligt sovjetisk artilleriraketsystem med mange udskydningsrør monteret på en lastbil.
/ritzau/