Real Madrid spiller finale i Qatar i ny Fifa-turnering

20. SEP 2024 • 23:04SPORT

I Fifas Intercontinental Cup går Real Madrid som Uefas repræsentant direkte i finalen, som spilles i Qatar.

Fodboldspillerne klager over for mange kampe i kalenderen, men der kommer fortsat nye turneringer til.

Fra i år spilles Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) Intercontinental Cup, hvor mestrene fra seks kontinenter kæmper om en pokal, og Fifa har fredag løftet mere af sløret for nyskabelsen.

Turneringen er et levn fra det tidligere klub-VM, som blev afviklet hvert år, men som fra næste år skal spilles hvert fjerde år i en markant udvidet udgave.

Som vinder af den europæiske Champions League repræsenterer Real Madrid Europa i Intercontinental Cup og går direkte i finalen, som spilles i Qatar 18. december.

Til den tid er det præcis to år siden, at Argentina slog Frankrig i finalen ved VM i selv samme værtsland. Finaledagen er desuden Qatars nationaldag.

Mens Kylian Mbappé og holdkammeraterne blot er en enkelt sejr fra trofæet, skal de øvrige mestre kæmpe om retten til at møde det spanske storhold.

Al-Ain fra De Forenede Arabiske Emirater er med som vinder af den asiatiske Champions League og møder i første runde Auckland City fra New Zealand.

Auckland deltager som vinder af den oceaniske Champions League.

Desuden deltager egyptiske Al-Ahly efter at have vundet Afrikas Champions League, mens mexicanske Pachuca har fået en billet ved at triumfere i Concacaf Champions Cup.

Den sydamerikanske repræsentant findes først i november, hvor Copa Libertadores afgøres.

I alt skal der spilles fem kampe i Fifas Intercontinental Cup.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT