FCM-træner håber at folde uforløste talenter ud hurtigt
FCM har ikke fået nok ud af stortalenterne Mikel Gogorza og Valdemar Byskov, erkender Thomas Thomasberg.
Et par af FC Midtjyllands mest lysende talenter har torsdag udsigt til minutter på banen mod Bundesligaens nummer to, Eintracht Frankfurt.Offensivesserne Franculino, Aral Simsir og Dario Osorio er for tiden fraværende med fysiske skavanker, og det har udløst en del chancer til den 18-årige dribler Mikel Gogorza og den 19-årige kreatør Valdemar Byskov.
Men de er trods deres åbenlyse potentiale endnu ikke blevet forløst, erkender cheftræner Thomas Thomasberg.
- Vi har ikke set, hvad de kan. Og det er naturligt, at man ikke rammer sit topniveau lige med det samme, når man er ung og ikke har så mange kampes erfaring.
- Men vi er ikke i tvivl om, at det er to dygtige unge spillere med topfærdigheder for deres aldersgrupper. De kan og skal foldes endnu mere ud, og vi håber, det kommer til at gå så stærkt som muligt, siger Thomasberg.
Både Mikel Gogorza og Valdemar Byskov har på træningsbanen, i ungdomslandskampe og i Youth League overbevist Thomasberg og resten af trænerstaben om deres kvaliteter.
- Jeg synes, vi har set, at modstanderne er nødt til at forholde sig til Mikel en-mod-en, og at han kan sætte sin direkte modstander af uanset niveauet. Men vi har savnet endnu mere slutprodukt, og det har ofte noget at gøre med den erfaring og timing, som kommer med flere kampe.
- Valdemar er en spiller, der er dygtig til at spille i de små rum. Han kan sætte sig selv og sine medspillere i scene. Men ligesom med Mikel, så har vi ikke fået hans evner foldet nok ud, så der også er kommet et slutprodukt på, siger FCM-træneren.
Byskov har fået knap 600 minutter fordelt på 17 kampe i denne sæson, mens Gogorza har bidraget med godt 400 minutter fordelt på 11 optrædener.
Ifølge Thomasberg har den unge duo lidt med holdet i en periode, hvor resultaterne har svigtet.
- Det havde været nemmere for dem, hvis de var kommet ind i en god periode, hvor vi lavede resultater. Men de to ting hænger jo ofte sammen.
- Havde de fået lavet en masse mål og assister, så havde vi måske ikke savnet resultater. De øver sig på det, men talentet er jo åbenlyst for de fleste.
Europa League-kampen mellem FCM og Frankfurt har kickoff torsdag klokken 21.
/ritzau/