Omstridt stutteri i Skals skal igen under hammeren på tvangsauktion

28. NOV 2024 • 08:21INDLAND/KRIMINAL

Manglende betalinger betyder ifølge kurator, at Viegård Stutteri igen skal på tvangsauktion.

En ejendom i Skals ved Viborg, som har huset Viegård Stutteri, skal igen på tvangsauktion.

Det skriver TV Midtvest, som har talt med advokat og kurator Johnny Madsen.

- Det handler om misligholdelse. Køberen har ikke betalt, inden for den tid han skal. Han mangler fortsat at betale godt seks millioner kroner, siger han til mediet.

Ejendommen blev bortauktioneret til en pris på 8,5 millioner kroner i april.

I april blev ejendommen købt af selskabet Ben Hur ApS. Selskabets ejer har ingen kommentarer ifølge TV Midtvest.

Ejendomsværdien er sat til 6,05 millioner kroner, hvor grundværdien er 793.900 kroner.

Viegård Stutteri gik konkurs i oktober sidste år, efter at stutteriet havde været genstand for en række kontroverser.

I august 2023 fandt myndighederne cirka 50 nedgravede heste, som var blevet gravet ned uden tilladelse på ejendommen.

Beskyldninger om dyremishandling mod den tidligere ejer John Byrialsen betød også, at dyreaktivister i en længere periode demonstrerede ved ejendommen.

Det førte til flere sammenstød mellem aktivisterne og stutteriets ejere og ansatte.

Blandt andet blev en mandlig aktivist påkørt af en bil ved stutteriet.

I oktober sendte TV 2 dokumentaren "Mareridtet på stutteriet", hvor John Byrialsen blev beskyldt for vold, chikane og voldtægt af 73 tidligere ansatte og elever.

John Byrialsen har afvist beskyldningerne fra TV 2's dokumentar over for mediet, ligesom han tidligere har afvist beskyldningerne om dyremishandling i et interview med DR.

Ifølge Statstidende skal stutteriet sælges på tvangsauktion 13. december klokken 10.30.

Kuratoren fortæller til TV Midtvest, at han allerede har været i kontakt med interesserede købere.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT