Lewandowski kommer i klub-100 i Champions League

26. NOV 2024 • 23:11SPORT

Cristiano Ronaldo og Lionel Messi er ikke længere de eneste med et trecifret antal mål i Champions League.

Robert Lewandowski blev tirsdag aften den blot tredje spiller til at runde 100 mål i Champions League.

Kun Cristiano Ronaldo og Lionel Messi har scoret flere mål i den største europæiske klubturnering.

Ronaldo har scoret flest med sine 140 mål, mens Messi på andenpladsen er noteret for 129. Ronaldo og Messi er stadig aktive, men spiller ikke længere i europæisk fodbold.

Det gør 36-årige Lewandowski stadig, og han scorede tirsdag to mål for FC Barcelona hjemme mod franske Brest. Barcelona endte med at vinde kampen med 3-0.

Det første mål fra Lewandowski blev sat ind efter ti minutter på et straffespark, som den polske stjerneangriber selv fremtvang.

Lewandowski tæmmede en høj bold i feltet med brystkassen, men blev i den næste bevægelse væltet i luften af Brest-keeperen Marco Bizot, der kom alt for hensynsløst ud i duellen.

Fra pletten var Lewandowski sikkerheden selv, og dermed kom catalonierne foran 1-0.

Efter 66 minutter øgede Dani Olmo til 2-0, da den spanske midtbanespiller tog et par lækre træk og afsluttede fra tæt hold.

I tillægstiden øgede Lewandowski med sit andet mål i kampen og gjorde det til slutresultatet 3-0.

Milepælen med de nu 101 mål i Champions League har Lewandowski brugt 125 kampe på at opnå.

Det var samtidig Lewandowskis mål nummer 22 i sin 19. kamp for Barcelona på tværs af alle turneringer i denne sæson.

Lewandowski har vundet Champions League en enkelt gang, da han vandt med Bayern München i 2020. I 2013 nåede han finalen sammen med Borussia Dortmund.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT