Aalborg og Herning sejrer på topholdenes aften

27. NOV 2024 • 21:28SPORT

Aalborg var bagud 0-2, men vandt alligevel 3-2 ude over Sønderjyske. Herning vandt med samme cifre i Herlev.

Onsdagens indbyrdes møder i Metal Ligaens top endte bedst for Aalborg Pirates og Herning Blue Fox, mens Sønderjyske og Herlev Eagles kan ærgre sig over at have smidt føringer undervejs.

Aalborg Pirates måtte bruge overtid for at vinde 3-2 efter at have udlignet med ti sekunder tilbage af den ordinære tid. Troy Lajeunesse blev helten med to af nordjydernes scoringer.

I Vojens fik de forsvarende danmarksmestre ellers overtaget på måltavlen i slutningen af første periode af opgøret mod aalborgenserne.

Sønderjyderne var i overtal, da svenskeren Joseph Jonsson fra en spids vinkel sendte pucken op i nettaget

I begyndelsen af anden periode udbyggede canadieren Gabriel Desjardins føringen til 2-0, da han blev spillet helt blank ved bageste stolpe.

Kampens dramatiske højdepunkt fandt sted midt i anden periode. Aalborgs Nikolai Nielsen dejsede om på isen efter at have fået pucken i hovedet. Efter at have ligget på isen i lidt over et minut, var han selv i stand til at skøjte ud af banen og gå i omklædningsrummet.

47 sekunder inde i tredje periode fik canadieren Troy Lajeunesse skabt lidt spænding med en reducering til 1-2, og til allersidst lykkedes det at få 2-2. Der var kun ti sekunder tilbage, da Oliver Kiljunen sendte et slagskud afsted fra lang afstand med stor succes.

To minutter inde i forlængelsen blev Lajeunesse så matchvinder med en kontrascoring.

Det endte også 3-2 til gæsterne i Herlev.

Her indledte hjemmeholdet ellers opgøret mod Herning bedst. Tim Daly var heldig med en midtjysk afretning midt i første periode, så canadieren blev noteret for kampens første mål.

Mathias Bau udlignede for gæsterne med 43 sekunder tilbage af perioden.

Midt i anden periode tog Herning så føringen da Joachim Linnet elegant vendte rundt om sig selv, da han modtog pucken, før han skøjtede ned og sendte pucken i mål via stolpen.

Siden øgede Mathias Bau til 3-1, før Herlev fik skabt lidt spænding med Lucas Carlssons reducering 25 sekunder før tid.

Som følge af sejrene topper Herning fortsat tabellen foran Aalborg.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT