Sønderjyske besejrer KIF Kolding i bundkamp
Efter to nederlag i træk i ligaen vandt Sønderjyskes håndboldherrer sikkert på hjemmebane over KIF Kolding.
KIF Kolding er uden sejr i 11 kampe i træk i den bedste danske håndboldrække.Det er en realitet, efter at KIF Kolding led et nederlag på 28-35 ude til Sønderjyske onsdag aften.
Med sejren har Sønderjyske ti point, mens KIF Kolding har syv point. De to hold er tæt placeret på hinanden i bunden af rækken. Sønderjyske er nummer 11 og Kolding nummer 12 i rækken med 14 hold.
Resultatet efterlader kriseramte KIF Kolding i bunden, mens Sønderjyske kan række ud efter en placering i top-8, der giver adgang til slutspillet.
Det blev et ensidigt opgør, som Sønderjyske generelt styrede med godt spil i begge ender.
KIF Kolding var dog godt med i kampens indledning. Men sønderjyderne satte sig på opgøret hurtigt derefter og gik fra 6-5 til 9-5.
Sønderjyske kom også foran med fem mål, men KIF Kolding nåede at få reduceret til 15-19 inden pausen.
Det gjorde, at der på papiret stadig kunne opstå spænding i anden halvleg.
Men den piftede Sønderjyske ret hurtigt med fire scoringer i træk, så det stod 23-15 til hjemmeholdet.
Sønderjyske kom også foran med ni mål, mens KIF Kolding lykkedes med at pynte på resultatet i slutfasen.
Den helt store oplevelse var hjemmeholdets Nicolaj Jørgensen, som blev topscorer med 11 scoringer.
- Lige så snart vi holder disciplinen, så trækker vi fra. Så kan de ikke lave de nemme mål, siger Nicolaj Jørgensen til TV 2 Sport.
KIF Kolding fyrede 16. november Kristian Kristensen som cheftræner på grund af dårlige resultater og ansatte i stedet Sebastian Seifert som ny træner.
I den første kamp i spidsen for KIF Kolding førte Seifert holdet til uafgjort mod oprykkerne fra Grindsted, men onsdag var der ikke meget at stille op mod Sønderjyske.
/ritzau/