YouSees ejer har haft trecifrede millionunderskud syv år i træk

5. MAR 2026 • 08:52ERHVERV/POLITIK

Nuuday havde et underskud efter skat på 562 millioner kroner sidste år. Underskuddet er aldrig set højere.

Nuuday, der har brands som YouSee, Telmore og Hiper under sig, omsatte sidste år for knap 14,8 milliarder kroner.

Det viser telekoncernens årsregnskab torsdag morgen.

Det er en stigning på 209 millioner kroner - eller 1,4 procent - sammenlignet med året forinden.

Driftsresultatet endte desuden en anelse højere på 1,5 milliarder kroner.

Men selv om Nuuday styrkede sin drift, har højere afskrivninger og nedskrivninger igen gjort ondt på koncernen.

Underskuddet efter skat endte således på 562 millioner kroner.

Afskrivninger er et planlagt fald i værdien af ting, et selskab ejer. Det kan være eksempelvis computerudstyr, der naturligt mister værdi med tiden.

Nedskrivninger er derimod pludselige og ofte uventede fald i værdien af aktiver.

Siden Nuuday blev adskilt fra den gamle TDC-koncern og endte som en selvstændig enhed i 2019, har den kontinuerligt indkasseret trecifrede millionunderskud.

Underskuddet i 2025 er det største, koncernen har haft i den periode.

Christian Thrane, der er administrerende direktør i Nuuday, virker imidlertid til at være ganske tilfreds med resultaterne for sidste år.

- Vi leverede øget vækst, forbedret indtjening og gennemførte afgørende milepæle i vores it-modernisering, siger han i en pressemeddelelse.

- Med markedsledende brands, et solidt finansielt fundament og investeringer i data og ai er vi nu klar til at indfri det kommercielle potentiale i vores platform og gå ind i næste fase af Nuudays transformation.

Koncernen så sidste år en stigning på 5000 mobilabonnementer, så der nu er knap 3,9 millioner i alt. Og så var der en tilgang af 65.000 fiberkunder.

Omvendt fortsætter den med at bløde, når der måles på antallet af tv-, bredbånd- og fastnetabonnenter.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT