Eagles slår Packers i første NFL-kamp på brasiliansk jord

7. SEP 2024 • 08:03SPORT

Quarterback Jordan Love blev skadet i Green Bay Packers' nederlag til Philadelphia Eagles i Brasilien.

NFL har udvidet sin serie af internationale kampe og spillede natten til lørdag dansk tid sin første kamp i Brasilien.

Her vandt Philadelphia Eagles 34-29 over Green Bay Packers i en underholdende kamp, der bølgede frem og tilbage hele vejen igennem.

Særligt Eagles' nyerhvervelse Saquon Barkley viste sig flot frem ved at score tre touchdowns. Han har tilbragt sine seks første sæsoner i New York Giants, men skiftede i foråret til divisionsrivalen.

- Det var virkelig vigtigt for mig at komme i gang, siger Barkley ifølge AFP.

- Jeg havde bare brug for at blive tacklet en enkelt gang for at komme i gang.

Ud over nederlaget må Green Bay Packers tage hjem med en potentielt rigtig dårlig nyhed. På et af kampens allersidste spil blev quarterback Jordan Love skadet, da hans venstre ankel øjensynligt fik et vrid.

Efter kampen kan Packers-træner Matt LaFleur ikke give en tidshorisont for skaden, som betød, at reserven Malik Willis var på banen i de sidste sekunder.

- Jeg ved det ikke, siger træneren kortfattet.

For Eagles-quarterback Jalen Hurts var opgøret også lidt af en rutsjebanetur. Han viste i momenter gode takter med sine kast og stærke løb, men blev også noteret for to interceptions i kampen.

Philadelphia Eagles var længe et af NFL's bedste hold sidste år og vandt 10 af de første 11 kampe, men mod slutningen gik det helt galt for holdet fra Pennsylvania.

Intet fungerede, og det endte med et nederlag i første runde af slutspillet til Hurts og holdkammeraterne.

Green Bay Packers nåede et skridt længere, før holdet tabte til de senere finalister fra San Francisco 49ers.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT