Danskere hylder VM-stemning og får minder om 2019

14. JAN 2025 • 23:31SPORT

Især ståtribunen i Boxen begejstrer de danske spillere, der nød opbakningen fra publikum.

De danske håndboldspillere blev mødt med brøl fra tribunerne i Boxen, allerede da de luntede ind til opvarmning en time før kampstart mod Algeriet.

Og da de senere blev kaldt ind på banen en efter en, steg lydniveauet i Hernings kæmpearena med endnu et nøk.

Larmen og atmosfæren gav danskerne minder om VM-triumfen og den euforiske stemning samme sted for seks år siden.

- Det var ligesom, jeg husker det fra 2019. Fantastisk oplevelse. Jeg glæder mig allerede til torsdag, siger Magnus Landin.

Også Rasmus Lauge kunne nyde spektaklet, selv en maveskade ret hurtigt tvang ham ud af kampen.

- Det er fantastisk. Der er proppet så mange ekstra stole ind som overhovedet muligt, og den ståtribune bag målet er magisk på sin helt egen måde. Publikum var mødt kampklar op, og det er noget, der bærer os frem.

- Bare indløbet til opvarmningen giver noget specielt, og publikum må gerne blive ved med det. Så er kimen ligesom lagt til en rigtig fed oplevelse, siger Rasmus Lauge.

Netop ståtribunen, der troner højt bag det ene mål, var et samtaleemne før VM-starten.

Flere af de spillere, der ikke var med i 2019, glædede sig til at mærke suset. Og landstræner Nikolaj Jacobsen så frem til at se den igen. Han blev ikke skuffet.

- Hallen er jo fed, men det er ståtribunen, der gør det ekstraordinært. Det ser man ikke mange steder i håndbold. Det var en fantastisk dag med rigtig god stemning, siger Nikolaj Jacobsen.

12.397 tilskuere var mødt frem til Danmarks premierekamp. Danskerne skal forsøge at give publikum en ny fest på torsdag, hvor modstanderen er Tunesien.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT