Udfordret Rune overvinder kineser og er videre i Australien

14. JAN 2025 • 05:04SPORT

Holger Rune fik hård kinesisk modstand i Australian Opens første runde. Det endte dog med sejr efter fem sæt.

Den danske tennisspiller Holger Rune, verdens nummer 13, er klar til anden runde ved årets første grand slam-turnering, Australian Open.

Det står klart, efter at han natten til tirsdag dansk tid besejrede kinesiske Zhang Zhizhen, verdens nummer 47.

Kampen endte med at blive en yderst tæt affære, hvor Rune var udfordret mod den især stærkt servende Zhang. Først efter fem sæt og mere end tre timers tennis kunne Rune sikre sig sejren i førsterundekampen.

Sejrscifrene lød på 4-6, 6-3, 6-4, 3-6, 6-4.

21-årige Holger Rune var klædt i hvidt fra top til tå, da han omkring klokken 11.30 lokal tid indtog den solbeskinnede Margaret Court Arena.

Kampen var dagens første på den næststørste bane på tennisanlægget i Melbourne.

Derfor var arenaen heller ikke helt proppet, da Rune og den 28-årige modstander skød kampen i gang. Flere danske fans var dog på plads på tilskuerrækkerne.

Rune kom fint fra land med et sikkert serveparti, og Zhang svarede igen ved at udligne til 1-1.

I tredje parti var der dog første gang problemer for Rune.

Partiets første duel sluttede med, at Rune prøvede et skud mellem benene og sendte bolden i nettet. Det blev efterfulgt af en dansk dobbeltfejl, og så var han pludselig under pres nede med 0-30 i egen serv.

Zhang endte også med at bryde, og dermed var der en tidlig kinesisk overhånd.

Rune lod sig egentlig ikke ryste og spillede nogle fine partier efterfølgende. Undervejs var der også sporadiske "kom så, Holger"-tilråb fra de rødklædte blandt tilskuerne.

Alligevel lykkedes det ikke at svare igen på bruddet, og dermed kunne Zhang lidt senere serve sættet hjem. Det skete på overbevisende vis via fire serveesser.

Rune kom stærkt ud til andet sæt. Først servede han sit eget parti sikkert hjem, og herefter sikrede han sig to breakbolde i Zhangs serveparti. Det udløste en knyttet næve og et af danskerens første større jubelbrøl.

Desværre fik han ikke udnyttet chancen, og i stedet gjorde Zhang det til 1-1.

Rune lod sig dog ikke slå ud, og da Zhang havde serven igen, kom bruddet, og så var danskeren pludselig foran 3-1.

Det virkede for alvor til at løsne op for Runes spil, og herfra kørte han sikkert sættet hjem.

Tredje sæt begyndte lidt drilsk for Rune. Zhang kom foran 1-0, og da Rune efterfølgende servede, tabte danskeren de to første bolde. Samtidig blev en telefon blandt publikum ved med at ringe højlydt trods reprimander fra kampens dommer.

Rune holdt dog hovedet koldt, vandt fire dueller i træk og udlignede til 1-1.

I næste parti vandt Rune en af kampens mere underholdende dueller, og det banede vej for, at han kunne bryde Zhangs serv.

Generelt havde danskeren på det her tidspunkt spillet sig godt varm, og han virkede ofte til at være lidt skarpere end sin kinesiske modstander.

Derfor endte han også med at tage tredje sæt med cifrene 6-4.

Fjerde sæt begyndte tæt, og efter en af flere gode dueller brød publikum ud i jubel på opfordring fra en gestikulerende Rune.

De to fulgtes ad, indtil Zhang brød og bragte sig foran 5-3.

I det efterfølgende parti diskede Zhang op med tre serveesser. Dermed vandt han sættet, og pludselig virkede der til at være kinesisk momentum.

Femte sæt fortsatte tæt, og stemningen blev mærkbart mere og mere intens på Margaret Court Arena, som efter tre timers tennis også stort set var blevet fyldt.

Runes gennembrud så indledningsvist ud til at komme i sjette parti, hvor han brød Zhang og bragte sig foran 4-2. Kineseren fik dog brudt tilbage med det samme, og så var det igen helt lige.

Foran 5-4 fik Rune dog spillet sig frem til en break- og matchbold, og danskeren slog til i første hug og sikrede sig sejren.

I anden runde møder Holger Rune italienske Matteo Berrettini, der er nummer 34 i verden. Italieneren besejrede natten til tirsdag britiske Cameron Norrie.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT