Undersøgelse: Tre ud af fire børn og unge drikker for mange søde drikke
Det kan være svært at vænne sig af med de drikkevaner, man har opbygget som ung, oplyser forskningschef.
"Sluk tørsten i vand". Sådan lyder et af Fødevarestyrelsens officielle kostråd. Men det er langtfra alle, der blindt adlyder det råd.Center for Sundt Liv og Trivsel har sammen med Epinion undersøgt børn og unges drikkevaner i 2024.
Her fremgår det blandt andet, at tre ud af fire danskere i alderen 3 til 20 år har et højere forbrug af "søde drikkevarer" end det anbefalede. Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn fra 11 år og voksne højst drikker 50 centiliter ugentligt.
"Søde drikkevarer" omfatter blandt andet sodavand, saft, iste og energidrikke - både med og uden sukker.
En til halvanden liter vand dagligt er ifølge anbefalingerne "tilstrækkeligt", men i undersøgelsen drikker tre ud af fire børn og unge under en liter vand om dagen, og hver tiende drikker slet ikke vand hver dag.
Det er et problem, mener Nina Geiker, forskningschef hos Center for Sundt Liv og Trivsel.
Hun er overrasket over, at vand ikke er en helt naturlig del af børn og unges hverdag, og hun oplyser, at et højt indtag af søde drikkevarer har flere sundhedsmæssige konsekvenser.
- Det kan medføre et højere energiindtag, især hvis det er søde drikke med sukker. Og så tager det pladsen fra andre næringsstoffer.
- Det kan betyde, at børn og unge kommer til at drikke søde drikkevarer i stedet for at spise mad. Det påvirker også tænderne i forhold til syreangreb og huller, siger Geiker.
Derudover stimulerer det også lysten til mere sødt og usundt.
Hun forklarer, at sukkeret kan blive lagret som fedtdepoter, hvis man får mere energi, end kroppen forbruger, og at man kan udvikle sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme.
Og det er ekstra vigtigt at sætte ind hos de unge, fordi det kan være svært at vænne sig af med de etablerede vaner.
Børn og unge har også et væsentligt behov for at få de nødvendige byggesten, fordi kroppen og hjernen vokser, siger hun.
For at hjælpe de unge med at få nogle bedre drikkevaner igangsætter centret initiativet "Kun vand", der skal gøre almindeligt vand mere tilgængeligt på landets skoler og andre steder, hvor børn og unge kommer dagligt.
- Udfordringen kan være, at man skal have sit vand fra vandhanen på toilettet. Det kan være svært rent fysisk at fylde drikkedunken.
- De senere år er der også begyndt at komme automatiske vandhaner, som blander vand, så det er lunt. Og det er ikke egnet til at drikke, siger Geiker.
Hun peger også på, at virksomheder er gode til at gøre de søde drikkevarer attraktive for børn og unge og nævner også, at der på mange uddannelsesinstitutioner og idrætsfaciliteter er et stort udbud af de søde drikkevarer.
/ritzau/