Tusindvis af brandfolk formår at holde californiske naturbrande i skak

15. JAN 2025 • 03:09UDLAND

Kraftig vind har skabt frygt for, at naturbrande i Los Angeles kan sprede sig. Brandfolk holder dem i skak.

Brandfolk i den amerikanske storby Los Angeles har tirsdag formået at afholde to voldsomme naturbrande fra at sprede sig yderligere.

Naturbrandene har i løbet af den seneste uge hærget i forskellige forstæder til Los Angeles, og de har kostet i alt 25 personer livet, lyder det opjusterede tal tirsdag.

Kraftige vinde fra ørkenen har skabt bekymring for, at flammerne ville få ny næring.

Omkring 8500 brandfolk, der kommer fra syv forskellige amerikanske delstater, og som der også er flere udlændinge blandt, har tirsdag alligevel formået at holde brandene tilbage.

Flammerne har allerede slugt et område på størrelse med hovedstaden Washington D.C, skriver Reuters.

En luftflåde af fly har sprøjtet vand og flammehæmmende materiale ned over de ramte områder, mens styrker fra brandvæsenet på jorden blandt andet har brugt vandslager i kampen mod ilden.

Brandvæsenet har arbejdet i døgndrift, siden brandene brød ud 7. januar.

På den vestlige side af Los Angeles er Palisades-branden nu 17 procent under kontrol.

Tallet definerer den procentdel af brandens omkreds, som brandvæsenet betragter som værende under kontrol. Palisades-branden har favnet et område på 96 kvadratkilometer.

Øst for byen er det Eaton-branden, som har hærget. Den fylder et område på 57 kvadratkilometer og betragtes som 35 procent under kontrol.

Gavin Newsom, som er guvernør i Californien, oplyser, at 11 nye brande i løbet af natten amerikansk tid brød ud i det sydlige Californien - men at de blev hurtigt slukket, fordi brandvæsenet og udstyr til slukningsarbejdet på forhånd var blevet sendt til området.

Det vurderes, at der i alt er mere end 12.000 forskellige bygninger, som er blevet ødelagt i brandene.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT