Herning følger pokaltriumf op med sejr i topkamp
Herning Blue Fox vandt 3-2 ude over Odense Bulldogs i Metal Ligaen og ligner en sikker grundspilsvinder.
Tre dage efter sejren i pokalfinalen fik ishockeyherrerne fra Herning Blue Fox vist, at tømmermændene fra sejrsfesten er ude af kroppen.Tirsdag vandt midtjyderne således Metal Ligaens topopgør med 3-2 ude over Odense Bulldogs, selv om topholdet var bagud inden tredje periode.
Dermed udbygger Herning sin magelige føring i front af rækken, så den nu lyder på 15 point ned til fynboerne på andenpladsen.
Blot 45 sekunder inde i opgøret i Odense tog herningenserne føringen. Pucken blev erobret midt på isen, og fem sekunder senere havde den kysset stolpen og lå i nettet efter Morten Poulsens kløgtige afslutning.
Hjemmeholdet kom sig over skrækstarten, og amerikaneren Brandon Estes gjorde det til 1-1 14 minutter inde i kampen, da han trykkede af fra distancen og drog fordel af, at Herning-keeper Janis Fecers' udsyn var blokeret.
I slutningen af anden periode sendte Markus Jensen hjemmeholdet på 2-1, men efter endnu en tur i omklædningsrummet kom Herning stærkt tilbage.
Den canadiske pointmaskine Derian Plouffe var arkitekten bag, at Herning med to scoringer kom tilbage i front med 3-2.
Trods en række skudforsøg lykkedes det ikke hjemmeholdet at fremtvinge overtid.
Længere nede i rækken vandt Esbjerg Energy sikkert med 4-0 hjemme over Frederikshavn White Hawks, mens Rungsted Seier Capital vandt 5-4 over Sønderjyske.
/ritzau/