Dansk sprinter scorer samlet podieplads i Kroatien

6. OKT 2024 • 15:07SPORT

Tobias Lund Andresen sluttede på andenpladsen i etapeløbet Cro Race, hvor han også vandt en etape.

Cykelrytteren Tobias Lund Andresen kan se tilbage på sin deltagelse i etapeløbet Cro Race i Kroatien med tilfredshed.

Ikke blot vandt sprinteren fra DSM-holdet en etape undervejs, han sluttede også løbet på en samlet andenplads kun slået af Brandon McNulty, der kører for UAE Emirates.

Det er første gang som seniorrytter, danskeren slutter på podiet i et etapeløb. Derudover vandt han også løbets ungdomskonkurrence og pointkonkurrence.

Sjette og sidste etape blev vundet af israeleren Oded Kogut fra Israel-Premier Tech, der spurtbesejrede norske Alexander Kristoff i opløbet i Zagreb.

Inden sidste etape var Andresen 14 sekunder efter McNulty, og det lignede på forhånd en svær opgave at fravriste den stærke amerikaner førstepladsen.

Undervejs scorede han dog seks bonussekunder og kunne have taget den samlede sejr ved at vinde etapen. Andresen sad dog for langt tilbage og sluttede uden for top-10.

22-årige Tobias Lund Andresen kan se tilbage på en sæson, der har givet ham et gennembrud på den internationale scene. I alt er det blevet til seks sejre, deriblandt to i PostNord Danmark Rundt i august.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT