United taber igen terræn med nulløsning mod Aston Villa
Højlund og Eriksen var med fra start for Manchester United, der spillede 0-0 mod Aston Villa i Premier League.
Det kører ingenlunde for Manchester United.For tredje kamp i streg i Premier League gik holdet søndag fra banen uden en sejr, da det blev til 0-0 mod Aston Villa på udebane.
Spillet fungerede typisk ikke på midten af banen for gæsterne, og derfor var det sjældent, at de offensive kræfter blev sat i scene.
Samtidig fik holdet ikke de kontramuligheder, det håbede på.
Med resultatet har United blot otte point for syv kampe og ligger på en yderst skuffende 14.-plads.
Aston Villa har ikke tabt i ligaen fem gange i streg og ligger på femtepladsen med 14 point.
Christian Eriksen og Rasmus Højlund var begge i Uniteds startopstilling.
Førstnævnte blev tildelt et gult kort efter tre minutter og fik fuld spilletid, mens Højlund, der var ganske usynlig, blev pillet ud efter 64 minutter.
Erstatningen for den danske landsholdsangriber - hollandske Joshua Zirkzee - var ikke ligefrem nogen stor opgradering.
Aston Villa udnyttede, at United ad flere omgange manglede kræfter i returrummet, men flere fine forsøg fra distancen endte uden gevinst.
Efter 68 minutter var Bruno Fernandes, der noget uvant endnu ikke har scoret i sæsonen, tæt på at bryde dødvandet.
Portugiseren løftede bolden over værternes forsvarsmur og ramte overliggeren på et frispark fra kanten af feltet.
Defensivt så det overordnet set fornuftigt ud for begge mandskaber, der omvendt manglede kvalitet på den sidste tredjedel.
I tillægstiden var Aston Villa tæt på at snuppe sejren, men Diogo Dalot var et skjold i defensiven og blokerede en afslutning, der var på vej i netmaskerne.
Den efterfølgende kontrachance til United blev misbrugt af Alejandro Garnacho, der smed bolden væk i en ellers gunstig situation.
Trods det uforløste resultat kan United-cheftræner Erik ten Hag være tilfreds med, at Aston Villa kun formåede at spille sig frem til en enkelt afslutning inden for rammen.
Samtidig med kampen i Birmingham havde Chelsea problemer mod Nottingham Forest, der stjal ét point på Stamford Bridge.
Det var til trods for et rødt kort til gæsternes James Ward-Prowse efter godt 80 minutter.
Chris Wood bragte gæsterne foran kort efter pausen, inden Noni Madueke i 57. minut svarede tilbage og scorede til slutresultatet 1-1.
Dermed blev Chelseas stime på fem sejre i træk i alle turneringer brudt.
London-holdet har en bedre målscore end Aston Villa og ligger på fjerdepladsen med 14 point.
Forest har fire point færre på niendepladsen.
/ritzau/