Axelsen har tillid til sin OL-plan: Jeg er et godt sted

27. JUN 2024 • 12:11SPORT

Viktor Axelsen træner uden smerter i Brøndby og betegner sin fysiske tilstand som god oven på turneringsafbud.

Badmintonspilleren Viktor Axelsen skal om en måned forsvare den olympiske titel i herresingle i Paris.

Den regerende mester har dog haft tilbagevendende udfordringer med anklen, hvilket har fået ham til at rydde turneringskalenderen de sidste små to måneder frem mod legene i Frankrig.

I stedet står den på træning, hvor han nemmere kan dosere belastningen omkring sin fod.

- Jeg er stille og roligt ved at være et godt sted, synes jeg.

- Jeg har haft en god uge nu her, og jeg har stadigvæk lidt tid endnu før OL. Jeg tror på, at jeg nok skal være godt klar med den rigtige forberedelse i de sidste uger, siger Viktor Axelsen efter et træningspas i Brøndby.

For en måned siden vandt han Malaysia Masters. Ugen efter trak han sig før en semifinale i Singapore Open. Herefter meldte han afbud til Indonesia Open og senest Canada Open.

Det olympiske medaljehåb fortæller, at han træner uden smerter.

- Der er altid bekymringer, når jeg har været lidt småskadet, men de bekymringer er på nuværende tidspunkt lagt væk.

- Man kan ikke tænke over skader, hvis man skal have en god forberedelse. Jeg har gode folk omkring mig, og på nuværende tidspunkt er min fysiske tilstand god, siger Axelsen.

Han vurderer, at det er slitage over lang tid, der har forårsaget udfordringerne med anklen.

- Vi spiller jo konstant og hele tiden. Jeg har været privilegeret at nå langt i mange turneringer, jeg træner hårdt, og er fyldt 30 år, så det er klart, at kroppen ikke restituerer, som var jeg 16 år.

- Det er en blanding af det hele, hvor jeg lige skal finde det rette leje i volumen og træningsintensitet, siger Axelsen.

Mens flere af landsholdskollegerne i næste uge skal spille Canada Open, bliver Danmarks største badmintonstjerne hjemme. Her står den på træning i Brøndby Hallen.

- Jeg har nogle gode unge gutter, der skal lægge op til mig i næste uge, og det passer godt lige på det stadie, hvor jeg er nu. Så det er perfekt, siger den olympiske mester.

OL i Paris begynder 26. juli og slutter 11. august. Målet for dansk badminton er at bidrage med én medalje i den samlede danske målsætning på 9 til 11 medaljer i Frankrig.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

29. JUN 2024 • 23:38SPORT
Thomas Delaney: Den er meget tung