Anholdte senegalesiske fodboldfans sultestrejker i Marokko

6. FEB 2026 • 15:09SPORT

18 senegalesere sultestrejker i marokkansk varetægt. De venter på afklaring efter anholdelse 18. januar.

18 senegalesiske fodboldfans, der blev anholdt for hooliganisme under den skandaleramte fodboldfinale ved det afrikanske mesterskab i Marokko 18. januar, er gået i sultestrejke, imens de venter på en udvikling i retssagen mod dem.

Det siger deres advokat, Patrick Kabou, til det franske nyhedsbureau AFP.

- Sultestrejken varer, indtil det marokkanske retssystem giver os muligheden for at blive hørt, lyder det fra de anholdte senegalesere via deres advokat.

Et første retsmøde omhandlende de senegalesiske fans blev i januar udskudt på grund af en advokatstrejke i Marokko.

De anholdte fans er stadig ikke klar over, hvilke anklager der er imod dem, og de har klaget over kun at være blevet afhørt på fransk og arabisk, skønt de kun taler wolof, deres modersmål.

Der udbrød uroligheder i det senegalesiske fanafsnit under finalen mod værtsnationen Marokko, da marokkanerne i tillægstiden fik tilkendt et tvivlsomt straffespark ved stillingen 0-0 i tillægstiden - kort efter et annulleret senegalesisk mål for en tynd forseelse.

Straffesparket fik både landstræneren og mange senegalesiske spillere til at se rødt, og de udvandrede i protest, imens de arrige senegalesiske fans vandaliserede deres tribuneområde, kastede genstande mod stadionvagterne og prøvede at tiltvinge sig adgang til banen.

Senegal endte som vinder af finalen efter forlænget spilletid.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT