1500 betjente holder styr på basketkamp med israelsk hold

28. NOV 2024 • 17:30SPORT

Maccabi Tel Aviv gæster torsdag basketballholdet Alba Berlin. Af frygt for sikkerheden er mange betjente klar.

Der tages ingen chancer med sikkerheden, når Maccabi Tel Aviv torsdag besøger Alba Berlin til en kamp i basketturneringen EuroLeague.

Omkring 1500 betjente er indsat i forbindelse med kampen i den tyske hovedstad af frygt for uroligheder.

Det oplyser det lokale politi ifølge nyhedsbureauet dpa.

EuroLeague er Europas største basketballturnering. Både Alba Berlin og Maccabi Tel Aviv ligger i bunden efter de første 11 runder.

Kampen spilles klokken 20 i Uber Arena i det centrale Berlin.

Sikkerhedsopbuddet skal ses i lyset af en fodboldkamp, der blev spillet i Amsterdam tidligere i november.

Her var det israelske fodboldhold af samme navn på besøg hos Ajax til en kamp i Europa League, og en gruppe af fans fra det gæstende hold blev angrebet af folk på scootere.

Forinden havde tilhængere fra Israel brændt et palæstinensisk flag, angrebet en taxa og råbt forskellige antiarabiske slagord i den hollandske storby.

Også til landskampen mellem Frankrig og Israel var der ballade. Allerede før kampen var der uro, da franske tilskuere buhede og piftede under Israels nationalmelodi. Da bolden begyndte at rulle, udbrød der ballade mellem israelske og franske tilskuere, men sikkerhedsvagter fik skilt parterne ad.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT