Georgien udskyder optagelsesforhandlinger med EU indtil 2028

28. NOV 2024 • 17:21UDLAND

Georgien har været genstand for en "kaskade af fornærmelser" fra EU, mener regeringspartiet Georgisk Drøm.

Først i 2028 vil regeringen i Georgien overveje at indlede optagelsesforhandlinger med EU.

Det siger regeringspartiet Georgisk Drøm torsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Regeringspartiet siger videre, at Georgien vil afvise at modtage økonomisk støtte fra EU.

Ifølge partiet har Georgien været genstand for en "kaskade af fornærmelser" fra EU.

EU har fra sin side allerede sat processen for optagelse på pause. Det skyldes ifølge unionen, at Georgien i de seneste år har bevæget sig væk fra EU's værdier.

Det nylige valg, hvor Georgisk Drøm genvandt magten, ses af EU som endnu et tilbageskridt.

Partiet siger torsdag i en pressemeddelelse, at EU bruger udsigterne til optagelsesforhandlinger til at "afpresse" Georgien.

EU forsøger desuden at organisere en revolution i landet, mener regeringspartiet.

Derfor har man besluttet at sætte processen i bero.

- Vi har besluttet ikke at sætte spørgsmålet om at åbne forhandlinger med EU på dagsordenen før udgangen af 2028. Vi vil også afvise budgettilskud fra EU indtil udgangen af 2028, siger partiet.

Georgien søgte om EU-medlemskab i marts 2022 efter Ruslands invasion af nabolandet Ukraine.

I december året efter blev EU-landene enige om at tildele landet kandidatstatus.

Efter valget i oktober er processen gået helt i stå.

Ifølge valgobservatører var der alvorlige uregelmæssigheder ved valget. Oppositionen har talt om udbredt valgsvindel.

Den nægter at anerkende valget, hvor Georgisk Drøm fik 54 procent af stemmerne.

Fra landets proeuropæiske præsident har det lydt, at vælgerne har været offer for en "russisk specialoperation".

Rusland har afvist at have blandet sig i valget i Georgien.

Oppositionen har anklaget regeringen for at distancere sig fra EU og i stedet nærme sig Rusland.

Mandag boykottede oppositionen den første samling i parlamentet efter valget. Under samlingen var der demonstrationer uden for parlamentsbygningen.

Også EU har kritiseret den georgiske regering. Ikke mindst har der været kritik af en nylig lovændring. Ifølge EU skader den frie medier og politiske modstandere af regeringen.

Regeringen selv har sagt, at loven har til formål at modvirke indblanding fra fremmede stater.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT