Landmænd og fiskere vil demonstrere i Aalborg og Holstebro
Det er konkurrenceforvridende, at udenlandske fiskere ikke skal betale danske afgifter, siger fiskeriformand.
Landmænd, fiskere og vognmænd vil mandag eftermiddag demonstrere mod en række danske afgifter, som de mener skaber unfair konkurrence i EU.Det finder sted i henholdsvis Aalborg og Holstebro, fortæller talsmanden for demonstrationen, der ønsker at være anonym.
I Aalborg mødes de ved kultur- og idrætscenteret Gigantium, mens det i Holstebro bliver en kørende demonstration.
Talsmanden forventer ikke, at det får trafikale konsekvenser.
- Det er ikke for at lave ballade, det er for at vise flaget og få fortalt hr. og fru Danmark, hvad det her handler om, siger den anonyme talsperson.
De er blandt andet utilfredse med dieselafgifter, krav om tilsætning af det kemiske stof Bovaer til køers foder, og så vil de have udskudt implementeringen af den grønne trepart.
Bovaer er et fodertilsætningsstof, som bruges til at reducere malkekøers klimabelastning.
Dieselafgifterne kan ifølge talsmanden blandt andet mærkes direkte hos industrien i Nordjylland. Udenlandske både holder sig nemlig fra danske havne, lyder det.
Ifølge Thomas Kristiansen, der er formand for Læsø Fiskeriforening, er udenlandske både dog fritaget for afgifterne, hvis de indfrier nogle krav til, hvor de har fisket.
- Det vil jo hjælpe industrien, men det er ikke godt for os, for vi skal stadig betale (afgifterne, red.), siger han.
I en facebookgruppe for landmænd, hvor mandagens demonstrationer arrangeres, lyder budskabet: "no farmers, no food, no future". Altså ingen landmænd, ingen mad, ingen fremtid.
Samme budskab har man kunnet se rundt om i Europa, hvor utilfredse landmænd især sidste år i flere byer gav udtryk for frustration over alt fra miljø- og klimaregler til nye handelsaftaler.
Blandt andet foran EU's hovedkontor i Bruxelles i Belgien demonstrerede landmænd i deres traktorer, hvor der også blev brændt gamle dæk af og kastet med æg og flasker.
Også i Madrid i Spanien har der været landmandsprotester, og i Tyskland har landmænd blokeret for veje og motorvejstilkørsler i protest mod den tyske regering.
/ritzau/