Ministerium hjælper misbrugt SF'er i sag om falske opslag

15. JAN 2025 • 07:00ERHVERV/POLITIK

På sociale medier deles der falske opslag, der hævder, at SF-politiker beder Rusland om Grønland-hjælp.

De seneste dage er der blevet delt hundredvis af opslag på sociale medier, hvor det ligner, at SF's udenrigsordfører, Karsten Hønge, beder Rusland om hjælp til, at USA ikke overtager Grønland.

Men opslagene er falske, og altså ikke skrevet af SF-politikeren, der i et opslag på det sociale medie X kalder det "fake news".

- Der er ikke en snebolds chance i helvede for, at jeg ville bede Rusland om nogen former for hjælp. Jeg støtter Grønland, skriver Hønge i opslaget, hvor han også har delt et af de falske opslag.

Hos Udenrigsministeriet tager man sagen "meget alvorligt", lyder det til Jyllands-Posten.

- Vi er i tæt dialog med SF om den videre håndtering, som Udenrigsministeriet vil koordinere med andre relevante myndigheder. Dette indebærer også at tage kontakt til X, skriver ministeriet til avisen.

Karsten Hønge fortæller til Jyllands-Posten, at han efterfølgende er blevet kontaktet af journalister fra en række europæiske lande om opslagene - heriblandt flere russiske medier.

En gennemgang foretaget af faktatjekmediet TjekDet viser, at de falske opslag er blevet spredt blandt prorussiske profiler på sociale medier som X, Facebook, Instagram og Telegram.

Opslaget blev første gang delt 10. januar ifølge mediet og er også blevet oversat til en række andre sprog.

Ifølge Jeanette Serritzlev, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet og forsker i russisk informationskrig, er der en "russisk slagside" i at dele opslagene.

- Det virker orkestreret, men det behøver ikke være Kreml eller statsstyrede medier, der står bag. Ikke desto mindre er der et klart prorussisk formål med at dele det, siger Jeanette Serritzlev til TjekDet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT