Nasa sender amerikanske og japanske fartøjer til Månen
En amerikansk og en japansk virksomhed kan blive nummer to og tre til at lande sikkert på Månen.
Onsdag morgen klokken 07.11 dansk tid har rumfartsselskabet SpaceX opsendt en "Falcon 9"-raket med både amerikansk- og japanskbyggede månelandingsfartøjer om bord.Det viser liveoptagelser fra stedet.
Raketten er affyret fra Kennedy Space Center i den amerikanske delstat Florida.
Fartøjerne er udviklet af private virksomheder. Amerikanske Firefly Aerospace har sendt et fartøj ved navn "Blue Ghost" afsted. Fra japanske Ispace er fartøjet "Resilience" om bord.
Der er ingen besætning om bord.
Begge fartøjer har til formål at følge virksomheden Intuitive Machines' månelanding sidste år. I februar 2024 gennemførte selskabet den første private månelanding nogensinde med fartøjet "Odysseus".
Firefly Aerospace og Ispace kan dermed blive nummer to og tre af private virksomheder, som lander sikkert på Månen.
"Falcon 9"-raketten skal sende Ispaces rumkapsel til Månen, hvor et mindre rumkøretøj skal udforske Månens overflade og lede efter vand og andre ressourcer.
"Resillience" skal bruge fire til fem måneder på at nå sin destination i Mare Frigoris på Månens nordligste del.
Det er ikke første gang, at Ispace forsøger at sende et fartøj til Månen. Første forsøg var i april sidste år, men det gik i vasken på grund af fejl i nogle af de beregninger, som lå til grund for opsendelsen.
Det satte Ispaces direktør, Takeshi Hakamada, ord på i sidste uge.
- Efter at have lært af den fiasko er det vigtigt, at vi udfordrer os selv igen, sagde han.
Firefly Aerospace har imidlertid ikke forsøgt sig før.
Det gør Firefly Aerospace til den tredje virksomhed, der forsøger at sende et månelandingsfartøj afsted under Nasa-programmet CLPS.
Firefly Aerospaces "Blue Ghost" har til opgave at levere 10 videnskabelige og teknologiske instrumenter til Månens overfalde.
"Blue Ghost" vil efter planen tilbringe cirka 45 dage i transit til månen. Derefter lander fartøjet i Mare Crisium, hvor det vil aflevere sin last.
Fartøjet skal desuden studere Månens overflade, før Nasa sender mennesker dertil.
Det er vanskeligt at sende fartøjer til månen.
Rumfartøjer skal navigere gennem klippeblokke og kratre, og da der ikke er nogen atmosfære til at understøtte faldskærme, er fartøjerne alene afhængige af raketmotorer til at sikre en blød landing.
Da Intuitive Machines' Odysseus landede i april 2024, væltede den, hvilket begrænsede de undersøgelser, som den kunne udføre. Dermed mislykkedes forsøget på at lande på Månen delvist.
/ritzau/AFP