Fynsk station oplever stadig at blive glemt af DSB's tog
Det forekommer forskellige steder i landet, at en lokofører glemmer at standse, siger DSB's informationschef.
DSB glemte sidste år at standse ved Langeskov Station på Fyn 11 gange.Det skriver TV 2 Fyn.
Det er en meget lille del af de omkring 14.600 årlige standsninger. Men ifølge mediet er der tale om et vedvarende problem, som opstod efter genåbningen af stationen i 2015.
DSB oplyser, at det er menneskelige fejl, der er årsagen til, at der ikke standses hver gang.
Mediet har talt med Anne Fiber, der er repræsentant for Langeskov Pendlerklub. Hun har selv oplevet at blive efterladt på perronen.
- Jeg har selv oplevet, at toget kørte forbi mig på stationen og også prøvet at være i toget - ovenikøbet sammen med mine børn.
- Det var godt nok træls, og mine børn undrede sig også over, hvorfor vi pludselig skulle have en is på Nyborg Station i stedet for at køre direkte hjem, siger Anne Fiber.
Langeskov ligger på det østlige Fyn mellem Odense og Nyborg.
Langeskov Station blev oprindeligt åbnet helt tilbage i 1865, men godt 100 år senere blev den nedlagt igen.
Først i 2015 genåbnede stationen med direkte togdrift til Aarhus og København, skriver TV 2 Fyn.
Selv om Anne Fiber har lyst til "mentalt at skrige ind i en pude", når det sker, fortæller hun også, at DSB plejer at være gode til at finde en løsning, når toget en gang i mellem glemmer at standse.
Løsningen sker ved, at det næste tog på strækningen stopper ekstraordinært for at samle glemte passagerer op.
Langeskov Station er ikke den eneste mindre station i landet, der har været påvirket af manglende standsning.
Tal fra DSB viser, at dets tog eksempelvis glemte at stoppe ved Middelfart Station fem gange sidste år. Her var der cirka 40.800 planlagte standsninger i 2024.
- Det forekommer også andre steder i landet, at en lokofører glemmer at standse ved en station, siger Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.
Hos DSB arbejder man ifølge informationschefen målrettet med at få nedbragt antallet af standsningsfejl.
- Hver enkelt lokofører kommer ind til en samtale, når der har været et tilfælde, hvor vedkommende har glemt at standse på en station, for at vi kan blive klogere på, hvordan kan vi i fremtiden undgå det her.
/ritzau/