Skib med farlig last har fortsat ikke bestilt tur gennem dansk farvand

22. SEP 2024 • 10:21INDLAND/KRIMINAL

Der er ingen aktuelle bestillinger på at få fragtet skibet Ruby med farlig last igennem dansk farvand.

Lørdagens planer om at hjælpe skibet "Ruby", der har 20.000 tons ammoniumnitrat i lasten, er foreløbigt afblæst.

Det skriver TV 2.

Det oplyser det danske selskab DanPilot, der oprindeligt skulle fragte skibet igennem dansk farvand med lodsassistance, ifølge TV 2.

Skibet "Ruby", der har 20.000 tons ammoniumnitrat i sin last, skulle ellers i løbet af weekenden sejle gennem Kattegat og Storebælt med hjælp fra en lods.

Men DanPilot har altså søndag morgen endnu ikke modtaget en bestilling fra rederiet, oplyser bugseringstjenesten til Ritzau.

Derfor ligger skibet fortsat uafklaret hen ud for Norges sydlige kyst, viser skibssporingshjemmesiden Vesselfinder.

Her kunne man tidligt søndag se Søværnets fregat og inspektionsskib "HDMS Vædderen" sejle forbi skibet "Ruby" med en afstand på 10 kilometer.

Forsvaret oplyser til Ritzau, at "HDMS Vædderen" var på vej til Arktisk Kommando.

Forbipasseringen havde derfor ingen sammenhæng med skibet "Ruby".

Ifølge lodsloven skal en såkaldt gennemsejlingslodsning, som der er tale om i det her tilfælde, bestilles med 18 timers varsel, oplyser DanPilot til Ritzau.

Andre lodsselskaber end DanPilot kan foretage gennemsejlingen.

Men ingen af de tre selskaber, der står for at lodse skibe i Danmark, har søndag morgen modtaget en bestilling.

De tre selskaber er Pilot Tango, Danish Pilot Service og DanPilot.

DanPilot er den danske stats bugseringstjeneste, skriver selskabet på sin hjemmeside.

Søfartsstyrelsen udsendte lørdag en navigationsadvarsel for skibsfarten i området, der opfordrede til "yderst forsigtighed og størst mulig afstand".

Den advarsel blev dog afblæst senere på dagen lørdag, da planerne om at skibet skulle sejle igennem dansk farvand blev foreløbigt afblæst.

Tidligere blev det meldt ud, at skibet skulle lægge til kaj i Litauen, men landets ministerpræsident har afvist at tage imod det. Det er uvist, hvad skibets endelige destination er.

Stoffet ammoniumnitrat, som befinder sig om bord på "Ruby", er det samme stof, der i august 2020 forårsagede en stor eksplosion i Libanons hovedstad, Beirut, og som kostede over 200 mennesker livet.

Der er dog syv gange så meget ammoniumnitrat om bord på "Ruby", sammenlignet med den mængde af stoffet der førte til eksplosionen i Beirut.

Skibet "Ruby" sejler under maltesisk flag og opereres af selskab med base i Syrien.

I øjeblikket skulle skibet dog være charteret af et firma i De Forenede Arabiske Emirater.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT