Høj trussel fra cyberspionage - russerne prøver at læse med

20. SEP 2024 • 14:10INDLAND/KRIMINAL

Cybertruslen er fortsat høj. Rusland er i stigende grad villig til at udfordre Nato-lande, siger minister.

Målt i kilometer er der lang vej til fronten i Ukraine, hvor russiske soldater trænger frem, men også i Danmark når russerne ind - bare online.

I en årrække har fremmede stater udført cyberspionage mod Danmark, og truslen er fortsat "meget høj". Især fra Rusland.

Det konkluderer Center for Cybersikkerhed, CFCS, i sin årlige vurdering.

"Meget høj" er det højeste niveau på den femtrinsskala, som CFCS bruger.

Ifølge CFCS bruger Rusland cyberspionagen til at forberede sig på, hvis der skulle komme en militær konflikt med forsvarsalliancen Nato.

Når der spioneres imod Danmark, skyldes det dels en generel interesse for Nato-lande, dels en specifik interesse for Danmark.

- Det skyldes blandt andet kongerigets placering i Østersøen og Arktis, hvor Rusland har militære interesser, lyder det.

Ifølge CFCS kan spionage være en forløber for destruktive cyberangreb. De påvirker samfundsvigtige funktioner - som et hospital.

Truslen for angrebene ligger fortsat på "middel" - midt på skalaen - efter at den blev hævet i juni og kommer primært fra russiske statslige hackere.

Det er heller ikke sådan, at der forventes cyberangreb med meget alvorlige konsekvenser "lige nu og her", siger CFCS-chef Thomas Flarup.

- Det, vi peger på med denne årlige vurdering, er, at det er nu, at vi skal få styr på den basale sikkerhed, så døren ikke står på klem for de opportunistiske angreb, siger han i en pressemeddelelse.

I energisektoren blev man sidste år udsat for det hidtil mest alvorlige cyberangreb. Her blev 22 energiselskaber ramt.

Ifølge Jørgen Christensen, teknologidirektør i Green Power Denmark, der organiserer dele af energibranchen, er cybertruslen blevet større og mere konkret.

Han hæfter sig særligt ved, at truslen for destruktive cyberangreb fortsat er på "middel".

- Det er mere end et vink med en vognstang til virksomheder og myndigheder om at kigge it-procedurer grundigt igennem, siger han i en skriftlig kommentar.

Foruden cyberspionage og destruktive cyberangreb knytter også truslen fra cyberaktivisme sig til forholdet mellem stater, skriver CFCS.

Her er truslen også fortsat "meget høj". Efter krigen i Ukraine er den blevet en del af normalbilledet, lyder det i vurderingen.

Cyberaktivisme er angreb, der har til formål at skabe opmærksomhed om en dagsorden eller et budskab.

Ifølge minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) er den årlige vurdering fra CFCS en påmindelse om at tage truslen alvorligt.

- Vi kan konstatere, at Rusland i stigende grad er villig til at udfordre Nato-lande i form af sabotage, påvirkningskampagner og cyberangreb.

- Vurderingen af cybertruslen mod Danmark fastslår billedet af en alvorlig og volatil (svingende, red.) trussel, hvor niveauet for cyberspionage og cyberkriminalitet er meget høj, lyder det fra ministeren i pressemeddelelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT