Danmarks to gaslagre opfylder delmål før fyringssæson

21. SEP 2024 • 05:30INDLAND/KRIMINAL

Trods vedligehold på gasrørledningen Baltic Pipe nåede Danmark at indfri første delmål for de to gaslagre.

Sensommeren og september har i år vist sig fra sin varme side. Men snart venter efterårets kulde, og fyringssæsonen står for døren.

Mere end 300.000 husstande i Danmark varmer med gas, og de to gaslagre i landet er fyldt godt op og er klar til de kolde tider.

De to gaslagre var 1. september 75 procent fyldte, hvilket også var målet for den første officielle efterårsmåned. Det oplyser Energistyrelsen.

Processen skete dog en anelse langsommere end tidligere år, blandt andet grundet vedligehold på Baltic Pipe-ledningen i Nordsøen.

Om få dage ventes der igen at være et normalt flow af gas gennem rørledningen.

- Derfor er vi fortrøstningsfulde om, at vi kommer "back on track", siger Peter Christian Baggesgaard Hansen, der er vicedirektør i Energistyrelsen.

Et fælles EU-mål lyder, at alle medlemslandene 1. november skal have fyldt deres gaslagre mindst 90 procent.

Det mål blev reelt nået i august på tværs af EU-landene.

- Forsyningen ser stabil ud, og adgangen til gas er rigtig fornuftig - også på europæisk plan. Det gør, at vi er optimistiske om at nå målet til november, siger vicedirektøren.

Forsyningen af gas er generelt markant mere stabil end for to år siden.

Danmark er heller ikke længere afhængig af russisk gas, da det er lykkedes at finde nye forsyningsveje.

Desuden er gasforbruget i Danmark betydeligt mindre nu, fastslår Peter Baggesgaard.

- Forbruget af gas er blevet reduceret rigtig meget. Borgere og virksomheder har været gode til at få nogle gode sparevaner, siger han.

De to underjordiske gaslagre i Danmark er placeret ved Stenlille på Midtsjælland og ved Lille Torup nord for Viborg.

Gas Storage Denmark driver gaslagrene, og virksomheden er ejet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Naturgassen bliver transporteret rundt på det nedgravede danske gasnet, der binder landsdelene sammen.

De to gaslagre er tilkoblet gasnettet, og en del af gassen bliver pumpet til og fra undergrunden gennem store rørledninger og kompressorer.

Undergrunden under de to gaslagre egner sig særdeles godt til gaslagring.

I Stenlille er gassen opbevaret 1,5 kilometer under den lille landsby.

En sandformation i undergrunden danner en slags omvendt skål. Jordlagene "buer" i en sådan grad, at gassen ikke forsvinder væk fra området.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT