Kommentator: Magnussens Formel 1-tid rinder ud

22. SEP 2024 • 07:23SPORT

De fleste hold har deres kørere klar til 2025-sæsonen. Kevin Magnussen er formentlig snart fortid i Formel 1.

Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) er i gang med sin afskedsturné i Formel 1.

Det vurderer tv-kommentator hos Viaplay og tidligere racerkører John Nielsen forud for søndagens grandprix i Singapore, der er sæsonens syvendesidste.

- Det er nok for sent. Sæderne er optaget. Der er Audi tilbage, og dér tror jeg ikke på, at han er i spil.

- Så toget er kørt for hans videre Formel 1-karriere. Men det er jo fantastisk i det hele taget bare at have haft en Formel 1-karriere. Det er ikke mange forundt, siger John Nielsen.

Den tyske bilfabrikant Audi er godt i gang med at gøre sit indtog i Formel 1-feltet hos Sauber, hvilket betyder, at holdet også skifter navn til Audi fra 2026.

Allerede i juli meldte Haas ud, at den 32-årige dansker er fortid på teamet efter den igangværende sæson, hvor Magnussen har skrabet seks VM-point sammen i 16 starter.

I sidste weekend fik Haas-holdet en forsmag på, hvad der er i vente, når den 19-årige brite Oliver Bearman til næste år overtager den ene af holdets to biler. Bearman trådte midlertidigt til i Baku, da Magnussen afsonede en løbskarantæne.

Den britiske teenager overgik ikke bare Magnussens bedste kvalifikation i år.

I grandprixet sluttede Bearman også foran den anden Haas-kører Nico Hülkenberg - noget Magnussen har slidt med - og så hentede briten med en tiendeplads et sjældent VM-point til Haas.

Bearmans præstation betyder, at Magnussen er nødt til at komme med et modsvar i Singapore.

- Det sætter Kevin under endnu mere pres, at Bearman gjorde det så godt.

- Det ser jo ud til, at Bearman laver bedre præstationer end Kevin i den samme bil, siger John Nielsen.

Det snarlige farvel til Formel 1 er derfor ikke ensbetydende med, at danskeren på nogen måde kan tage den med ro i sæsonens sidste syv grandprixer.

- Så tror jeg, at teamet vil tænke: "det ikke er godt nok til os". Kevin skal nok være den bedste, ellers er han ude igen, siger John Nielsen, der tror, at teamchef Ayao Komatsu vil se på Magnussens engagement.

- Haas kæmper om konstruktørpoint, hvor de har et mål om at være i top-6. Det er de ikke helt endnu. Og det er sindssygt vigtigt for dem. Så hvis de føler, at Kevin ikke er på, så ryger han ud til højre.

- Sådan er Komatsu. Det er den måde, han arbejder på. Det handler om performance og intet andet, siger kommentatoren.

Søndagens grandprix i Singapore begynder klokken 14.00. Kevin Magnussen indleder løbet fra 14. startposition.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT