Mette F. og regeringschefer mødes med Zelenskyj på Marienborg
Danmark og resten af NB8-landene vil forsøge at lægge yderligere pres på Rusland og støtte Ukraine i krigen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) tager onsdag imod Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på Marienborg, statsministerens embedsbolig nord for København.Det meddeler Statsministeriet i en pressemeddelelse.
- Mens Putin fortsætter sine modbydelige angreb, fastholder ukrainerne en utrolig styrke og evne til at forsvare deres land. Deres målrettede vilje til at søge freden. De nordisk-baltiske lande er blandt de største bidragydere til ukrainernes forsvarskamp.
- Derfor er jeg glad for, at vi kan samles på Marienborg med Zelenskyj. Vise vores utvetydige støtte til Ukraine. Lægge yderligere pres på Rusland, siger Mette Frederiksen.
Hun og Volodymyr Zelenskyj afholder klokken 14.45 et pressemøde på Marienborg i forbindelse med besøget.
Mødet med præsidenten sker på dagen, hvor stats- og regeringschefer fra de nordisk-baltiske lande i NB8-samarbejdet holder møde på Marienborg.
Ukraine har siden februar 2022 ligget i krig mod Rusland, hvis præsident, Vladimir Putin, har fastholdt krigen mod nabolandet trods sanktioner fra omverdenen.
- Svaret på Ruslands aggression handler ikke kun om Ukraines sikkerhed. Det handler også om Europas sikkerhed. Den verdensorden, vi kender.
- Kun med et stærkt Europa og et stærkt Ukraine kan vi sikre en varig og retfærdig fred, siger Mette Frederiksen.
Statsministeren har hele tiden stået fast som en nær allieret af Ukraine, efter at Rusland invaderede landet.
Hun er fortsat skeptisk over for mulighederne for at få Vladimir Putin til at indgå en fredsaftale. Også selv om USA's præsident, Donald Trump, har involveret sig i bestræbelserne på at få afsluttet krigen.
/ritzau/