Nødlidende online-ordbog hænger alle håb på kommende finanslov
Den Danske Ordbog er lukningstruet, da der ikke blev præsenteret yderligere midler i finanslovsforslag.
Det digitale opslagsværk Den Danske Ordbog - der findes på ordnet.dk - er truet af lukning på grund af manglende midler.Det skriver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL), som udgiver og ajourfører den frit tilgængelige ordbog.
DSL havde hængt sit håb på regeringens finanslovsforslag, der blev præsenteret fredag. Men her var der ikke flere midler at finde.
Der er afsat 1,5 millioner kroner årligt fra 2023 til og med 2026.
Men det er ifølge DSL ikke nok til at sikre ordbogens overlevelse.
DSL fremhæver, at hvis ikke finansloven sikrer ordbogen den "nødvendige finansiering", må arbejdet med ordbogen indstilles.
Regeringen har i sit forslag afsat 500 millioner kroner til den såkaldte forhandlingsreserve.
Det er en pulje penge til finanslovsforhandlingerne, hvor resten af Folketingets partier kan komme med deres særlige ønsker til finansloven.
Oftest er finanslovsaftalen på plads i november og endeligt vedtaget i december.
Folketingets Kulturudvalg skrev til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i april, at det opfordrede ministeren til at "prioritere finansieringen af en bæredygtig løsning for den fortsatte drift og udvikling af Den Danske Ordbog".
Det kom, efter at Carlsbergfondet i marts meddelte, at det ville sløjfe sin hidtidige støtte.
Direktør i DSL Karen Skovgaard Pedersen oplyste dengang, at fondet droppede støtten til ordbogens drift, da fondet mente, det var en offentlig opgave.
DSL har udregnet et fremtidigt støttebehov til at sikre ordbogen. Det lyder på 6,4 millioner i 2026 og mere end 8 millioner i 2027 og 2028.
Som det ser ud på nuværende tidspunkt, står ordbogen helt uden finansiering i 2027.
De seneste års bevillinger har dog "kun holdt ordbogen nødtørftigt oven vande" ifølge DSL.
Det begrundes med, at samfundet og sproget udvikler sig i en rivende fart.
/ritzau/