Mere end en million borgere har ændret forskudsopgørelsen
Antallet af unikke brugere, der har ændret i deres forskudsopgørelse, har passeret en milepæl.
Et rekordhøjt antal skatteborgere har de seneste måneder forsøgt at forhindre, at der hverken bliver trukket for meget eller for lidt skat af deres løn i år.En opgørelse fra Skattestyrelsen viser, at 1.058.000 borgere har været inde for at rette deres forskudsopgørelse for 2025, siden det blev muligt 12. november sidste år.
Det er 150.000 flere end i samme periode sidste år og er første gang, at mere end en million danskere ændrer deres forskudsopgørelse, inden første månedsløn bliver udbetalt.
- Det er vigtigt at holde sin forskudsopgørelse opdateret, så man løbende bruger sine fradrag og betaler den rigtige skat.
- Her ser vi en rigtig positiv udvikling, og så skal man huske på, at det jo er noget, man med fordel kan holde øje med hele året, siger underdirektør i Skattestyrelsen Ulrick Junge.
Styrelsens data viser, at det typisk er oplysninger om indkomst, kørselsfradrag og renter, der ændres.
Og det er typisk de yngre generationer, der benytter sig af tast selv-løsningen.
De 20-29-årige står således for 40 procent af alle rettelser, som bliver indberettet.
Foruden Skattestyrelsens tast selv-løsning på skat.dk kan man også kontakte styrelsen telefonisk, via en elektronisk besked eller en chatbot, hvis man har spørgsmål til sin forskudsopgørelse eller vil rette nogle af oplysningerne.
Det er ikke for sent at gå ind og rette sin forskudsopgørelse for 2025, hvis ændringerne skal nå at træde i kraft inden første lønudbetaling - men det haster.
Det anbefales, at man senest gør det 20. januar, hvis man for eksempel har haft ændringer i indtægt eller fradrag i løbet af året og gerne vil være sikker på, at den første udbetaling af løn i januar baserer sig på opdaterede oplysninger og bliver korrekt.
Hvis man ikke får rettet sin forskudsopgørelse, og tallene viser sig ikke at holde stik, får man enten udbetalt den overskydende skat eller skal betale restskat.
Det vil i givet fald fremgå af årsopgørelsen, der typisk er klar i marts det efterfølgende år.
/ritzau/