Lav risiko for at mund- og klovsyge spreder sig til Danmark

16. JAN 2025 • 13:06INDLAND/KRIMINAL

Mund- og klovsyge er udbrudt blandt en gruppe vandbøfler i Tyskland. Men risikoen for danske dyr er lav.

Der er lav sandsynlighed for, at smitten med mund- og klovsyge i Tyskland breder sig til danske dyr.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Vurderingen kommer, efter at der for første gang i mange år har været et udbrud med sygdommen i en besætning med vandbøfler på en gård uden for Berlin.

Det er første gang siden 1988, at der er konstateret mund- og klovsyge i Tyskland.

Hvordan udbruddet med sygdommen er kommet til Tyskland, er ifølge Fødevarestyrelsen stadig uvist.

Derfor understreger styrelsen, at truslen mod Danmark er blevet vurderet med "en vis grad af usikkerhed" og ligeledes kan blive ændret med kort varsel.

For de fleste smitteveje vurderer Fødevarestyrelsen risiko for spredning til Danmark for "meget lav".

Undtagelsesvist gælder jagtturismen, almindelig turisme og for såkaldt "anden transport til danske besætninger". Her vurderes truslen at være et niveau højere, men dog stadig i kategorien "lav".

Trods den lave risiko fremhæver Jacob Jensen (V), der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, i tråd med Fødevarestyrelsen, at der er særlig opmærksomhed på jægere og turister.

- Jeg ved, at Fødevarestyrelsen er i gang med at udarbejde yderligere information, så vi bedst muligt sikrer, at der ikke bliver bragt smitte til Danmark via jagthunden eller cykeltasken, skriver han i et skriftligt citat.

Samtidig understreger ministeren, at han "ser på situationen i Tyskland med stor alvor".

Ifølge AFP var tre af bøflerne blevet smittet med sygdommen og døde, mens yderligere 11 dyr fra besætningen blev aflivet.

Mund- og klovsyge er en yderst smitsom virus, der ikke er farlig for mennesker.

Den kan sprede sig blandt klovdyr som køer og grise og blandt drøvtyggere som får og geder.

For at minimere risikoen for spredningen af sygdommen fra Tyskland understreger styrelsen to regler.

Den ene er, at dyr ikke må fodres med køkken- og madaffald.

Den anden er, at transportmidler hurtigst muligt skal rengøres, efter man har transporteret et dyr i udlandet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT