Forlag makulerer freelancers bog efter omfattende plagiat

1. MAR 2024 • 18:15INDLAND/KRIMINAL

Freelancejournalist Lasse Skytt har i sin bog "Orbánland" plagieret og opdigtet citater, lyder det fra forlag.

Forlaget bag bogen "Orbánland", der er skrevet af freelancejournalisten Lasse Skytt, indstiller alt salg af bogen og makulerer restoplaget.

Det oplyser Syddansk Universitetsforlag til fagbladet Journalisten.

Beslutningen skyldes, at der er fundet alvorlige tilfælde af plagiat i bogen.

Tidligere har flere medier trukket artikler tilbage, der er skrevet af Lasse Skytt.

Det skyldes, at medierne har fundet flere tilfælde, hvor freelanceren har brugt citater fra andre medier uden at henvise til kilderne.

Det gør sig også gældende i hans bog "Orbánland", lyder det fra Syddansk Universitetsforlag.

Bogen, der er udgivet i 2022, handler om Ungarn og landets premierminister, Viktor Orbán.

I bogen beskriver Lasse Skytt møder med forskellige mennesker, som han har interviewet.

Men deres udtalelser stammer i flere tilfælde tilbage fra andre medier.

Det siger forlagsdirektør Martin Lindø Westergaard fra Syddansk Universitetsforlag til Journalisten.

- Han har opdigtet citater fra alle mulige engelske kilder. Det kommer fra tidsskrifter, fra medier, fra bøger og alt muligt.

- Det er en mærkværdig blanding af afskrift, sammenblanding af citater og konstruktion af interviews ud fra artikler, som andre har skrevet, hvor han har konstrueret, at han selv har interviewet dem, siger forlagsdirektøren.

Foruden at makulere restoplaget af bogen vil forlaget give pengene tilbage til de kunder, der har købt den.

Derefter vil forlaget undersøge, om det er muligt at rette et økonomisk krav mod Lasse Skytt.

Fagbladet Journalisten skriver, at det ad flere omgange har forsøgt at kontakte ham.

Blandt de medier, freelanceren tidligere har leveret artikler til, er Kristeligt Dagblad.

Avisen skrev mandag, at den har fjernet 14 artikler fra Lasse Skytt fra sin hjemmeside.

Avisen skrev videre, at Lasse Skytt ikke havde ønsket at udtale sig om sagen. Ifølge Kristeligt Dagblads ansvarshavende chefredaktør, Jeppe Duvå, havde han dog erkendt fejlene.

Det er også kommet frem, at Jyllands-Posten har fundet eksempler på plagiat i artikler skrevet af Lasse Skytt.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Lasse Skytt. Han er fredag ikke vendt tilbage på henvendelsen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU