DMI advarer om skybrud og kraftig regn i store dele af landet

15. JUN 2024 • 11:59INDLAND/KRIMINAL

Nogle steder kan der falde op til 35 millimeter regn i løbet af lørdag, lyder det i varsel fra DMI.

I det meste af Danmark er der lørdag udsigt til, at der vil falde en ganske stor mængde regn.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har derfor sendt et varsel ud om skybrud og kraftig regn.

I det jyske kan der stedvis falde mellem 25 og 35 millimeter nedbør frem til lørdag aften, skriver DMI.

Konkret varsles der om risiko for kraftig regn og lokale skybrud i den vestlige del af landet, mens der i Østdanmark kun varsles om lokale skybrud.

Forskellen på de to ligger i regnens intensitet.

Det forklarer Pernille Hansen, vagthavende meteorolog hos DMI.

- Ved et skybrud falder der 15 millimeter regn eller mere på kun 30 minutter. Når der er tale om kraftig regn, falder regnen over en længere periode. Her taler vi om mindst 24 millimeter nedbør på seks timer, siger hun.

Kun Bornholm er gået fri i risikomeldingen, og der varsles altså her hverken om kraftig regn eller skybrud.

Men i resten af landet er det klogt at holde en smule ekstra øje med vejret i løbet af lørdagen, lyder det fra Pernille Hansen

- Når der kommer skybrud og kraftig regn, så falder der jo meget regn på relativt kort tid.

- Der er også risiko for, at der kan komme torden, og er bygerne kraftige nok, kan der også komme kraftige vindstød. Så man skal selvfølgelig være opmærksom, siger hun.

Netop risikoen for hård vind har fået betydning for trafikken mellem Sjælland og Fyn.

På Storebæltsbroen advares der om kraftig blæst, og der er forbud mod at passere broen med påhængskøretøjer, der vejer under 2,5 ton.

Det skriver Sund & Bælt på det sociale medie X.

Forbuddet ventes at høre op klokken 12.30.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT