Der bliver færre musvitter og sumpmejser i haver og skove
Biolog peger på færre insekter og dermed manglende føde som årsag til tilbagegang i mejsearter.
Flere arter af mejser som musvitter, sortmejse og sumpmejse er i tilbagegang.Det viser fugletællinger, som frivillige i Dansk Ornitologisk Forening, DOF Birdlife, laver årligt. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Optællingerne danner grundlag for rapportering, som danske miljømyndigheder foretager hvert sjette år til EU-Kommissionen.
Ornitologerne har blandt andet set på en gruppe på 15 arter, som primært består af mejser, men også træløbere, gærdesmutte, stær og pirol.
Optællingerne viser, at for 8 ud af 15 arter har udviklingen i bestanden efter 1980 været negativ. Ser man på en kortere periode fra 2013 til 2024, er der tilbagegang hos 11 arter.
Kun gærdesmutte, skægmejse og korttået træløber viser fremgang.
Knud Flensted, der er biolog hos DOF Birdlife, mener, at det bør vække bekymring, når en udbredt mejseart som musvitten viser tendens til at falde i antal som ynglefugl.
- Det kan være et signal om problemer i miljøet og på fuglenes levesteder, udtaler han i pressemeddelelsen.
Biologen peger da også på færre insekter som en sandsynlig årsag.
- Da netop insekterne har været i dramatisk tilbagegang over det meste af Europa de senere årtier, er det nærliggende at kæde mejsernes nedtur sammen med færre insekter og dermed mangel på føde, lyder det.
I alt er 235 forskellige arter med i afrapporteringen. Det fremgår blandt andet, at der hos ynglefuglene er klare tegn på tilbagegang hos 46 procent af arterne siden de seneste afrapporteringer til EU i 2013 og 2019.
Omvendt har 17 procent af Danmarks ynglefuglearter stabile bestande.
33 procent har oplevet fremgang. Det gælder for eksempel havørn, skestork, trane og stor skallesluger, skriver DOF Birdlife.
De sidste procentdele repræsenterer usikre, ukendte eller svingende bestande.
Man følger udviklingen i bestanden af almindelige danske ynglefugle, fordi det giver et billede af tilstanden af deres levesteder.
/ritzau/