Medie: Dansker er udsendt til USA-ledet koordineringsenhed for Gaza
Under et pressemøde tirsdag annoncerede USA's vicepræsident åbningen af et koordineringscenter i Israel.
Forsvarsministeriet har udsendt en dansk forbindelsesofficer til en USA-ledet koordineringsenhed for Gaza.Det oplyser tre kilder uafhængigt af hinanden til DR.
Ritzau har rakt ud til forsvarsministeriet, der på nuværende tidspunkt hverken kan be- eller afkræfte oplysningerne.
USA's vicepræsident, J.D. Vance, talte tidligere på aftenen tirsdag på et pressemøde under sit besøg i Israel.
Ifølge Reuters var Vance under pressemødet på et besøg ved en militærbase i det sydlige Israel, hvor amerikanske soldater overvåger våbenhvilen.
Ved pressemødet vajede blandt andet det danske flag, og her annoncerede Vance åbningen af et koordineringscenter.
- Du har israelere og amerikanere, som arbejder sammen for at prøve at starte planen om genopbygningen af Gaza, en langvarig fred og sikre, at man har sikkerhedsstyrker på jorden i Gaza, der ikke består af amerikanere, som kan sikre freden, sagde Vance på pressemødet.
Den danske forbindelsesofficer har ifølge DR's kilder til opgave at sørge for at finde ud af, "hvad der er behov for, samt at undersøge hvad Danmark eventuelt kan hjælpe med".
Ritzau arbejder på at få en kommentar fra forsvarsministeriet.
Under pressemødet blev Vance spurgt til, hvordan en eventuel international sikkerhedsstyrke i Gaza vil se ud, som faserne i fredsaftalen skrider frem.
- Jeg tror, at det er meget vigtigt for amerikanere at vide et par ting. For det første kommer der ikke til at være amerikanske soldater på jorden i Gaza. Det har præsidenten gjort meget klart, sagde vicepræsidenten.
I stedet for soldater vil USA blandt andet bidrage med "meningsfuld koordinering", når Golfstaterne, Israel, Tyrkiet og Indonesien skal arbejde sammen om en langvarig fred, sagde vicepræsidenten og tilføjede:
- Den eneste reelle mægler er USA. Så det er den rolle, vi vil spille.
/ritzau/