Boligforeninger efterlyser information fra politiet om dømte lejere

20. JUL 2024 • 23:00INDLAND/KRIMINAL

Direktør i boligforening mener, at det bliver for tilfældigt om grov kriminalitet fører til opsigelser.

Flere direktører i boligforeningerne i de mest udsatte almene boligområder efterlyser mere information fra politiet om kriminalitet begået af deres beboere.

Det skriver Jyllands-Posten.

Siden 2018 har det været muligt at opsige beboere og deres familier i almene boliger, hvis de er indblandet i kriminalitet inden for en kilometer fra bopælen. Der skal enten være tale om en ubetinget fængselsstraf eller kriminalitet, der skaber utryghed.

Kristian Würtz, der er direktør i Brabrand Boligforening, siger til Jyllands-Posten, at det er en udfordring, at boligforeningen selv skal blive opmærksom på kriminaliteten.

- Vi aner ikke, om vi har fat i alle relevante sager, fordi vi ikke automatisk får noget at vide. Vi risikerer at komme til at virke inkonsekvente i beboernes øjne, hvis der foregår ting, som folk kender til, men vi ikke gør noget ved, siger han til avisen.

Jens Pilholm, som er direktør i boligforeningen Civica, siger til Jyllands-Posten, at han er enig i, at der mangler en initiativforpligtelse for politiet.

Civica driver blandt andet Vollsmose i Odense. Brabrand Boligforenings lejemål i Gellerupparken og Toveshøj er også med på regeringens liste over parallelsamfund.

Ophævelsen af lejemålet gælder uanset, om det er lejeren eller et medlem af lejerens husstand, der bliver dømt for kriminalitet.

Bliver man opsagt grundet kriminalitet begået af et medlem af husstanden, kan en boligorganisation på baggrund af en konkret vurdering, afvise at udleje til én igen i to år efter.

På den seneste liste over udsatte boligområder fra 2023 var der 19 områder.

Et område kan komme på listen, hvis det opfylder en række kriterier. Det handler blandt andet om beboernes uddannelsesniveau, og hvor mange beboere, der er dømt for at overtræde eksempelvis straffeloven.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) afviser at udtale sig til Jyllands-Posten. Han har i stedet henvist avisen til boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Hun har ikke mulighed for at medvirke grundet ferie.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT