USA udlover dusør for oplysninger om ny iransk leder
USA vil have oplysninger om, hvor Mojtaba Khamenei befinder sig, og udlodder en dusør på 10 millioner dollar.
USA udlodder en dusør på 10 millioner dollar - cirka 65,5 millioner kroner - for informationer om, hvor Irans nye øverste leder, Mojtaba Khamenei, befinder sig.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Dusøren gælder også oplysninger om ni andre iranske embedsmænd. Blandt dem er landets indenrigsminister og ministeren for efterretningstjenesterne.
USA's præsident, Donald Trump, kaldte fredag lederne af Iran for sindssyge idioter ("deranged scumbags", red.). Han skrev desuden, at han så det som en stor ære at slå dem ihjel.
Han sagde videre i et interview på Fox News, at USA vil ramme Iran hårdt over den næste uge.
Det omfatter tilsyneladende en fordobling af landets indsats i Mellemøsten, skriver AFP.
Tre amerikanske embedsmænd, der optræder anonymt, fortalte tidligere fredag til The Wall Street Journal, at USA sender et krigsskib og en tilhørende marineekspeditionsenhed til Mellemøsten.
Enheden består typisk af 5000 marineinfanterister og søfolk, skrev avisen. Ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP) og CNN er der dog blot tale om 2500 marineinfanterister.
Der er ikke frigivet nogen billeder af Mojtaba Khamenei, siden et israelsk angreb i begyndelsen af krigen dræbte en stor del af hans familie den 28. februar, skriver nyhedsbureauet Reuters. Blandt de dræbte var Khameneis far og kone.
Hans første udtalelse kom torsdag og blev læst op af en tv-vært. I udtalelsen sagde han, at han vil holde det strategisk vigtige Hormuzstræde lukket.
Khamenei opfordrede desuden Irans nabolande til at lukke amerikanske baser på deres territorium, hvis ikke Iran skal angribe dem.
USA's forsvarsminister, Pete Hegseth, sagde fredag, at Khamenei er såret og sandsynligvis vansiret.
- Vi ved, at den nye såkaldte ikke-så-øverste leder er såret og sandsynligvis vansiret. Han udsendte en udtalelse i går. En svag én, faktisk, men der var ingen stemme og ingen video. Det var en skriftlig udtalelse, sagde Hegseth.
En iransk embedsmand fortalte onsdag Reuters, at Khamenei var lettere såret, men at han fortsatte sit arbejde. Statslige iranske medier har ifølge Reuters rapporteret, at han har en krigsskade.
/ritzau/
