Tidligere ansatte på Noma truer med sagsanlæg
Hvis ikke ledelse vil mødes med tidligere Noma ansatte, kan det ende med en retssag ifølge åbent brev.
En række tidligere medarbejdere hos Noma kræver et møde med restaurantens ledelse for at skabe ændringer i Nomas ledelse og indgå forlig om juridiske krav.Sådan lyder det i et åbent brev, som Jason Ignacio White, der er tidligere ansat hos Noma, har delt på sin konto på det sociale medie Instagram:
- Restauranten har overtrådt de ansattes rettigheder over mange år. At genoprette disse ansattes rettigheder vil være nødvendigt men ikke tilstrækkeligt.
Det er nødvendigt, at restauranten skaber ændringer for at leve op til både sine juridiske og moralske forpligtelser, mener afsenderne af brevet.
Brevet er underskrevet af en gruppe, som kalder sig tidligere ansatte hos Noma (Former employees of Noma red.) og repræsentanter fra One Fair Wage.
One Fair Wage er en amerikansk organisation, som arbejder for restaurantansattes vilkår.
Hvis ikke ledelsen har svaret senest fredag klokken 12, vil sagen blive taget til offentligheden og retssystemet, lyder det.
Natten til torsdag trak Nomas mangeårige køkkenchef René Redzepi sig.
Redzepi trak sig efter en historie i den amerikanske avis The New York Times om, at tidligere ansatte på den danske michelinrestaurant havde oplevet vold og ydmygelser.
The New York Times har talt med 35 tidligere medarbejdere på restauranten. Deres oplevelser er foregået fra 2009 til 2017.
Redzepi har skrevet på Instagram, at han har arbejdet på at blive en bedre leder, og at Noma har taget skridt for at ændre kulturen.
- Jeg er klar over, at disse ændringer ikke retter op på fortiden. En undskyldning er ikke nok. Jeg tager ansvar for mine egne handlinger, skrev den nu tidligere Noma-chef.
Jason Ignacio White har tidligere stået i spidsen for Nomas fermenteringslaboratorium.
Han har delt historier, som angiveligt beskriver tidligere ansattes oplevelser på den københavnske restaurant, på sin Instagram-konto siden februar.
/ritzau/
