Snevejr sløjfer lørdagens målstigning i Paris-Nice

13. MAR 2026 • 21:09SPORT

Målstigningen er sløjfet på 7. etape af Paris-Nice på grund af snevejr. Etapen forkortes til 120 kilometer.

Jonas Vingegaard og resten af Paris-Nice-feltet skal alligevel ikke klatre op til Auron på lørdagens 7. etape.

Et kraftigt snevejr gør, at målstigningen er blevet sløjfet i det franske cykelløb.

Det skriver løbsarrangøren fredag aften på det sociale medie X.

I stedet vil mål være ved Isola, hvor der oprindeligt skulle være en indlagt spurt. Det ligger i cirka 900 meters højde, og ifølge arrangørerne er de store snedriver først at finde i cirka 1100 meters højde.

Etapen bliver dermed 120 kilometer, hvilket er 18 kilometer kortere end oprindelig planlagt.

Auron-stigningen var på papiret den største stigning i dette års Paris-Nice. Men rytterne slipper altså for at klatre de godt syv kilometer, der stiger med 7,2 procent i gennemsnit.

Vingegaard har indtil videre været aldeles suveræn i det franske løb. Inden weekendens to sidste etaper fører den danske stjerne med 3 minutter og 22 sekunder til Red Bulls Daniel Felipe Martínez på andenpladsen.

Tredjepladsen er næsten seks minutter efter danskeren.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT