Regeringen fortsætter statsstøtte trods mål om udfasning

26. AUG 2024 • 01:00ERHVERV/POLITIK

Regeringen afsætter halv milliard til statsstøtte, selv om den egentlig er imod det, fortæller minister.

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) er ikke tilhænger af, at staten direkte understøtter private virksomheder.

Alligevel har regeringen afsat 500 millioner kroner til statsstøtte til finansloven for 2025.

Det fortæller han i et interview med Berlingske mandag.

Finansloven bliver præsenteret senere på ugen.

For at undgå en udflytning til USA og Kina - der bruger store beløb på at sætte skub i de grønne industrier - har EU givet dets medlemslande lov til at give industrierne statsstøtte i 2024 og 2025.

Den danske regering vil gå til forhandlingerne i EU med et ønske om at udfase denne støtte.

Men erhvervsministeren kan altså ikke afvise, at det modsatte kan blive nødvendigt.

Regeringen er nemlig nødt til at forholde sig til virkeligheden, lyder det til avisen.

- Virksomhederne kigger nøje efter, hvor de kan få støtte for at udvide deres produktion. Og vi er interesserede i, at de arbejdspladser bliver skabt i Esbjerg, Aalborg og Kalundborg – ikke i USA eller Kina, siger Bødskov til Berlingske.

Erhvervsministeren modtager eksempelvis flere henvendelser fra virksomheder, der overvejer at flytte til USA, for at få del i statsstøtten fra den amerikanske pakke Inflation Reduction Act (IRA), fortæller han.

Han mener, at dynamikkerne i den globale konkurrence bliver forvredet af den slags støtte - men han forventer ikke, at hverken Kina eller USA har tænkt sig at droppe den i den nærmeste fremtid.

Derfor mener han også, at det er "svært at sige", om statsstøtten i EU er midlertidig, selv om det er Danmarks erhvervspolitiske udgangspunkt.

Den nye halve milliard skal blandt andet målrettes vindmølleindustrien og power-to-x-virksomheder.

Eksempelvis gennem virksomheder som Siemens Gamesa, Niebuhr Gears og Advanced Surface Plating, der alle har modtaget støtte i indeværende år.

Ud over den nye halve milliard er der en restpulje på 157 millioner kroner fra ordningen i 2024, der bliver ført med ind i det nye år, skriver Berlingske.

Organisationen Dansk Erhverv mener, at pengene til den grønne industri er et positivt tiltag. Det vigtigste er dog at løfte virksomhedernes konkurrenceevne, lyder det.

- Det, der for alvor batter for virksomhedernes konkurrenceevne, er en moderne og progressiv erhverv- og industripolitik. Vi håber derfor, at dette er startskuddet til fokus på vores konkurrenceevne, siger Ulrich Bang, underdirektør i Dansk Erhverv, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT