Unge i arbejde får mærkbar skattelettelse på otte procent
Flere unge skal i arbejde, og de skal kunne tjene mere ifølge et bredt flertal i Folketinget.
Unge skal kunne tjene endnu flere penge i deres fritidsjob, end de gør i dag, og der skal være bedre mulighed for at tage et job. Det er et bredt flertal i Folketinget enige om torsdag.Et fritidsjob giver unge en forståelse for pligter og ansvar ifølge beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der præsenterer aftalen.
- Jeg mener helt grundlæggende, at det er sundt for vores unge, at de nogle timer om ugen møder op på arbejde, tjener deres egne penge og oplever, at de kan bidrage, siger hun i en pressemeddelelse.
Hun fremhæver, at reglerne ikke er blevet systematisk opdateret de sidste 30 år.
Andelen af unge med et fritidsjob er faldet over de seneste årtier. Der er i dag 70.000 færre unge, der har et fritidsjob end i 1980’erne.
Derfor skal flere forskellige brancher og flere typer virksomheder have øjnene op for mulighederne i at ansætte unge i et fritidsjob.
Partierne håber, at det i endnu højere grad kan gøre unge mennesker klar til uddannelse, arbejdsmarkedet og livet som voksen.
Unge under 18 år fritages for at betale arbejdsmarkedsbidrag på otte procent af al arbejdsindkomst for at gøre det mere økonomisk attraktivt.
Det betyder, at en ungarbejder i et supermarked, der tjener omkring 3000 kroner om måneden, får en skattelettelse på 2880 kroner om året.
Unge mellem 15 og 17 år, der er færdige med grundskole eller lignende, kan fremover få lov at arbejde 6-22 eller 7-23 på tværs af alle brancher.
Fremover oprettes frikortet automatisk fra starten af det år, hvor den unge fylder 13 år fremfor 15 år førhen.
Helt unge må arbejde med ufarlige maskiner som små boremaskiner og kassebånd samt milde kemikalier som afspritning.
Unge mellem 15-17 år får lov at arbejde alene i butikker på skæve tidspunkter.
I juni måned indgik regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner en fælles forståelse om flere fritidsjob.
Nu bakker et bredt flertal op om den samme ambition og tilslutter sig de lovændringer, der kan understøtte, at flere unge får et fritidsjob.
/ritzau/