Tre amerikanere er blandt 37 dødsdømte i DR Congo

13. SEP 2024 • 20:41UDLAND

En række udenlandske statsborgere er fredag idømt dødsstraf efter kupforsøg i maj i DR Congo.

37 mennesker er dømt til døden for deres rolle i, hvad hæren siger var et kupforsøg i maj i Den Demokratiske Republik Congo, skriver AFP.

Iblandt dem er adskillige udlændinge, herunder tre amerikanske statsborgere.

Også en britisk, belgisk og canadisk statsborger blev idømt dødsstraf fredag, skriver AFP.

- Retten idømmer den hårdeste straf: dødsstraf, sagde retspræsident Freddy Ehume ved domsafsigelsen ifølge AFP.

Dommen sætter et punktum i retssagen, der har kørt siden juni.

I alt 51 personer var tiltalt i sagen ved den militære domstol i hovedstaden Kinshasa, skriver AFP.

Den 19. maj besatte bevæbnede mænd kortvarigt et præsidentkontor i hovedstaden Kinshasa.

Operationen blev afbrudt, da deres leder, den amerikanskbaserede congolesiske politiker Christian Malanga, blev dræbt af sikkerhedsstyrker.

Hans søn, Marcel Malanga, er blandt de tre dødsdømte amerikanere sammen med sønnens ven Tyler Thompson, som han kender fra Utah, hvor de har spillet amerikansk fodbold sammen, skriver AFP.

Begge mænd er i 20'erne.

Den tredje amerikaner, der er idømt dødsstraf, er Benjamin Zalman-Polun, der var en forretningsforbindelse til Christian Malanga.

Alle tre blev fundet skyldige i en anklage om terrorisme og en række andre lovovertrædelser og idømt dødsstraf fredag.

Marcel Malanga har tidligere fortalt i retten, at hans far havde truet med at slå ham ihjel, hvis ikke han deltog i begivenheden 19. maj, skriver AFP.

Han fortalte samtidig, at han besøgte Den Demokratiske Republik Congo for første gang i maj på foranledning af faderen, som han ikke havde set i årevis.

Ved retssagen fredag blev den britisk-congolesiske statsborger Jean-Jacques Wondo ligeledes idømt dødsstraf.

Det fremgår ikke, hvilken rolle han spillede i begivenheden den 19. maj.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT