Politiet skal kunne fange bagmænd med seksuelle billeder af børn

20. OKT 2024 • 08:18ERHVERV/POLITIK

Flere bagmænd bag seksuelt materiale af mindreårige skal dømmes med nyt forslag fra regeringen.

Politiet skal kunne fremstille og bruge uægte seksuelt materiale af børn som adgangsbillet til de organisationer og fora på internettet, som bruges til at dele krænkende materiale af børn.

Sådan lyder et lovforslag fra regeringen, som har udarbejdet i alt fem initiativer i samarbejde med Red Barnet.

Det skriver DR.

- Det her værktøj vil give politiet mulighed for at tiltvinge sig adgang til de organisationer og de fora, hvor man kan få skovlen under og rejse sager og få dømt rigtig mange bagmænd, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) til mediet.

Det er Rigspolitiet, der har efterspurgt en udvidelse af deres efterforskningsværktøjer for at kunne finde frem til krænkende materiale af børn på internettet.

I dag må politiet ikke selv dele seksuelt og krænkende materiale som en metode til at få adgang til internettets mørke kroge, hvilket ofte besværliggør dets arbejde.

Vedtages regeringens lovforslag, er det meningen, at kunstig intelligens skal bruges til at fremstille billederne, skriver DR.

Justitsministeren anerkender, at der med forslaget kan opstå et etisk dilemma, men man må forstå, at det er vigtigt at finde frem til bagmændene, mener han.

Hos Red Barnet ønsker man at følge projektet tæt. Det siger organisationens generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun kalder det nye værktøj "dilemmafyldt", men hun er også af den opfattelse, at det er den eneste måde, hvorpå politiet kan få adgang til disse fora.

Forslaget taler ind i en generel tendens, hvor man stadig ser flere sigtelser for besiddelse af seksuelt materiale af personer under 18 år.

Tal fra Rigspolitiet viser, at der sidste år var 1510 af den slags sigtelser. Det er cirka fire gange så mange, som man så i 2019, fremgår det.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT