Danish Crown vil slagte 250.000 flere grise og lokker med tillæg

18. OKT 2024 • 13:58ERHVERV/POLITIK

Særlige tillæg skal få andelshavere i Danish Crown til at skrue op for produktionen af grise til koncernen.

Danish Crown vil øge tilførslen af grise og indfører derfor tillæg til de andelshavere, der leverer flere grise end forventet.

Det har bestyrelsen i Danish Crown vedtaget, skriver slagterikoncernen i en meddelelse på sin hjemmeside.

- Vores mål er at øge tilførslerne med mindst 250.000 grise i dette regnskabsår, for det vil sikre en bedre afregning til alle andelsejere, siger Daniel O. Pedersen, der er næstformand i Danish Crown Amba, i meddelelsen.

- Med andre ord vil flere grise spare os for flere omkostninger, end udbetalingen af tillæg vil koste os, lyder det videre.

Tillæggene betyder, at andelshavere kan få op mod 80 øre mere per kilo, der leveres ekstra.

Det skal være med til at fylde Danish Crowns slagterier, der ifølge koncernens prognoser vil have ledig kapacitet på den anden side af nytår.

Tillæggene gælder i det igangværende regnskabsår.

Danish Crown har været presset den seneste tid. Særligt øget eksport af smågrise til udlandet har betydet, at den danske slagterikoncern slagter færre grise.

Derfor har Danish Crown også set sig nødsaget til at lukke flere slagterier. Senest lukkede et slagteri i Ringsted med omkring 1200 ansatte.

Og så sent som i sidste uge lød det, at 500 funktionærer ville miste jobbet i en sparerunde.

I maj viste Danish Crowns halvårsregnskab en lille tilbagegang i resultatet efter skat fra 902 millioner kroner året før til 764 millioner kroner.

I regnskabet lød det, at halvåret lige som det foregående år havde været udfordrende.

Tilførslen af grise i Danish Crown var faldet med 12 procent fra oktober til marts sammenlignet med samme periode et år tidligere. Dermed var tilførslen faldet 23 procent på to år, skrev Danish Crown i regnskabet.

I september tiltrådte Danish Crowns nye topchef, Niels Duedahl. Han overtog efter Jais Valeur, som havde siddet på posten i knap ni år.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT