Knæproblemer holder forsvarsspecialist ude af EM-optakt

20. OKT 2024 • 11:52SPORT

Når Danmark i den kommende uge skal teste EM-formen, bliver det uden Line Haugsted, der har knæproblemer.

Det danske kvindelandshold i håndbold må klare sig uden forsvarsspecialisten Line Haugsted ved Golden League-stævnet i Norge i den kommende uge.

Det oplyser DanskHåndbold i en pressemeddelelse.

Det er en forstuvning i knæet, som holder den normale forsvarskrumtap ude af EM-optaktskampene.

- Afbuddet fra Line Haugsted gør selvfølgelig lidt ekstra ondt, da vi i forvejen har alle vores normale midterforsvarere ude, siger landstræner Jesper Jensen.

I forvejen drager holdet til Norge uden Mette Tranborg, Kathrine Heindahl og Rikke Iversen, der sidder over for at få en pause, mens Louise Burgaard og Simone Petersen er skadet.

- Den tryghed, som Rikke Iversen, Kathrine Heindahl, Mette Tranborg og Line Haugsted normalt giver centralt i vores forsvar, kommer vi naturligvis til at savne, siger Jesper Jensen.

Landstræneren har i stedet indkaldt Olivia Simonsen fra Sønderjyske som erstatning for Haugsted.

Det danske hold samles mandag, inden Holland, Norge og Tyskland venter i Golden League-stævnet, der begynder 24. oktober i Norge.

EM, der afholdes i Østrig, Ungarn og Schweiz, begynder 28. november.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT